Gamle dages travinfo – Traverkalenderen udsendt hver uge fra DTC
Gamle dages travinfo – Traverkalenderen udsendt hver uge fra DTC
Af Kenn Erik Bech
I sidste uge havde jeg et indlæg på travet.dk om det nye design og indhold på travinfo.dk. Men hvordan kommunikerede man informationer ud fra centralt hold før i tiden, hvor begreber som internet og EDB var ukendte begreber?
Denne artikel er et ”tilbageskrift” – om dengang DTC udsendte Traverkalenderen, det gamle navn, eller bare Travkalenderen. De første travkalendere, udstedt fra Det Danske Travselskab i Charlottenlund, begyndte at komme for mere end 120 år siden!
I 1942 blev DTC oprettet, de udsendte hver uge Travkalenderen til sine abonnementer, som minimum var alle licensindehaverne samt aktuelle hesteejere, der ifølge reglerne var forpligtet i at tegne et abonnement.
Alle registreringerne blev offentliggjort
Her blev allehånde registreringerne offentliggjort. Selvfølgelig med alle løbsresultaterne, og hver anden uge var Travkalenderen ekstra tyk med flere sider, fordi alle hestes totalpræmiesum var med.
Før EDB-alderen blev der brugt hovedregning på DTC-kontoret, før listen over hestene nye totalpræmiesummer, og øvrige nye registreringer, blev sendt til bogtrykkeren.
En 5.plads til 250 kr. i hestens start i weekenden skulle lægges til den gamle totalpræmiesum, og desuden skulle alle de startende hestes nye starter føres ind med kuglepen, idet hver hest havde sit specifikke eget rekordbogsark. Hver travbane havde sin egen skriftfarve i disse ark over hver enkelt hest’ starter. Her stod anført alle de oplysninger, vi i dag kan hente, både i travinfo.dk og i de gratis baneprogrammer.
Andre nye registreringer i ugens løb, som DTC-personalet havde foretaget, blev ligeledes alle altid offentliggjort i den nye Travkalender. Det kunne være nye ejerskifter, nye eksport- og importtilladelser, som det hed, og f. eks. væddeløbsfarver for nye kuske. Der var information om nye, eller udgåede stald-pseudonymer, døde og kastrerede heste, startforbud mod heste, månedens føl, forskellige former for klausuler og selvfølgelig nye proportioner og anmeldelse til storløb.
Én gang om året udsendte DTC omfattende Årsstatistikker til sine abonnenter. Foruden en samlet oversigt over alle registreringer i årets løb var der heste- og kuskestatistik for året samt hesteejer- og opdrætterstatistik.
Der var også en avlshingstestatistik, hvor de enkelte avlshingste med afkom, der havde startet i årets løb stod opført, dels med antal startende afkom i årets løb, disse afkoms samlede årsindtjening, og, ikke mindst, hvilken total afkomsindtjening den enkelte avlshingst nu var endt på pr. 31. december det pågældende år. Nu offentliggøres disse resultater for avlshingste kun for de mest vindende, og kun indtjeningen for det aktuelle år.
Desuden blev der tidligere udsendt et selvstændigt Fødselsregister for det aktuelle år. Nu kan Fødselsregister ses, og udprintes om man vil, på trav.dk. Hver 5. år udgav DTC tidligere de tonstykke Stambøger.
Ned i detaljen
Dengang gik man helt ned i detaljen – i en årrække – i forbindelse med disse Årsstatistikker. Hvert travløb i Danmark havde før sit eksklusive løbsnummer i Travkalenderen, og disse løbsnumre stod i de udsendte Årsstatistikker for hver enkelt af de startende heste i løbene. Stod cifrene med fed skrift betød det, at den pågældende hest havde vundet dette løb!
Efterhånden som EDB og internet blev hvermandseje blev Travkalenderen kun udsendt én gang om måneden, og nu kun med nye proportioner. Til sidst blev dette også droppet. Det var meget dyrt at udsende disse Travkalendere på papir, og mange af oplysningerne kunne/kan nu findes i travsportens database.
Link til artiklen om det nye travinfo.dk kan læses her.






