Frank Kjelde har været i Holland efter en vinderhest
Den danske hesteejer, ejendomsmægler og hestehandler Frank Kjelde har i weekenden været en tur i Holland, hvor han købte to heste. Turen er en opfølgning på sidste uges besøg i Holland, hvor flere heste blev testet.
Travet.dk havde hørt om handlen og tog derfor kontakt til Frank Kjelde.
Vi fangede ham i lastbilen på vej hjem fra turen, hvor han stadig havde 8-10 timers kørsel foran sig.

Frank Kjelde fortæller:
“Som du korrekt skrev sidst, var jeg i Holland i sidste uge for at prøvekøre flere heste. En af dem gjorde et særligt indtryk på mig – en 3-årig hingst ved navn Precious Boy, efter Quite Easy, med moderen Barcelona Darby.
Jeg forsøgte at købe Precious Boy som en del af en samlet aftale, men det lykkedes ikke helt. Senere fik jeg at vide, at hesten var tilmeldt den hollandske derbydag og havde fået startspor 8.
Det var en hest, jeg længe havde ønsket mig, så jeg besluttede at slå til. Og som sagt, så gjort.
Det viste sig at være en god beslutning, for hesten vandt i dag fuldkommen overlegent, uddyber Frank Kjelde.
Se sejren her 49 minutter inde i videoen – Klik her.

“Når du nu tager dig tid til at ringe, vil jeg samtidig informere om, at jeg også har købt en anden hest. Den hedder Pierre Schermer og er en 3-årig med en særdeles interessant afstamning.
Pierre Schermer er efter Tactical Landing og blev solgt som åring til en meget høj pris. Jeg har nu købt den og har den med hjem i lastbilen.
Det er to heste med et lavt startgrundlag, som jeg har store ambitioner for. Jeg kan oplyse, at Precious Boy skal til Morten Juul, mens der allerede nu er interesse for Pierre Schermer. Derfor er de endelige planer for den endnu ikke fastlagt.
Det er længe siden, jeg har haft to så spændende heste med hjem.”
Se en video af Pierre Schermer som vi har lagt op på vores Youtube Kanal – Klik her.

Har genfundet lysten
Vi har tidligere skrevet, at Frank Kjelde havde planer om at reducere sit hestehold. Derfor var det oplagt at spørge, hvad der har ændret sig, siden han nu igen vælger at investere i nye heste.
“Sagen med Know Your Shadow tog meget af lysten, men den er nu afsluttet. Det hele begynder at føles lidt sjovere igen, og solen skinner lidt mere,” fortæller han.
“Det påvirkede selvfølgelig lysten til at investere, men nu er det tid til at komme videre. Jeg har foretaget nogle udskiftninger, og nu er vi klar til at købe nye heste igen.”
Frank Kjelde deler også en lille anekdote: “Jeg købte en hest i torsdags, den vandt søndag og var hjemme i Danmark samme dag. Det synes jeg er en ret fin historie.”
Det er sådan med mine heste, at de alle i bund og grund er til salg, afrunder Frank Kjelde.
Fotos af Burt Seeger.
Kjeld Mikkelsen – KM FOTO.
[useful_banner_manager banners=2 count=1]
[useful_banner_manager banners=4 count=1]






