Formanden i duel med Ismanden
Formanden i duel med Ismanden
Der er lagt op til nogle spændende løb, når Spar Nord Arena byder inden for til torsdagens program.
Klokken 17.00 indledes løbsdagen i Aalborg, hvor der er ni løb på programmet.

Holder Ismanden hovedet koldt?
Inden løbsdagen i Aalborg har Birger Jørgensen klaret sig bedst i 2026. Det er blevet til 20 sejre, mens Flemming Jensen har 13 førstepladser på tredjepladsen. Sidstnævnte kan dog se frem til en spændende aften med tre vinderchancer.
“Ismanden” indleder med fireårige Indian Summer. Den svenskfødte hoppe har vundet tre gange i indeværende år, og den kommer med en frisk sejr i bagagen fra Jydsk Væddeløbsbane, hvor Casper M. Nielsen kørte hesten.
Den nordjyske træner har også fået vindertippet med Mother F Nordic. Den treårige hoppe gør sin fjerde start i karrieren, hvor en femteplads har været bedste resultat. Hoppen forbedrer sig dog fra gang til gang.
Det er blevet til en enkelt sejr for Marianne Banker i dens ni hidtidige starter. Ved den lejlighed sad Birger Jørgensen i sulkyen. Hoppen var senest ud i en Grand Circle-kvalifikation, hvor den var femte.

Spændende duo fra formanden
Trænerforeningens formand Jan Dahlgaard tager turen til Aalborg med to heste i transporteren, og på forhånd tegner det til, at han kan vende hjem til Skive, som Mr. 100 procent.
I karrierens to første starter er det blevet til andenpladser for Looks Like Dust, som har mødt Sky Victory ved begge lejligheder. Den fireårige hoppe undgår ikke at blive favorit.
Jan Dahlgaard har også Lara Barosso med til Aalborg. Den vandt årets første start i Odense for lidt over en måned siden, og den jagter sin 10. sejr i karrieren i aften.
Det er blevet til to sejre for Skive-træneren i år på Spar Nord Arena, mens det i alt er blevet til 10 sejre i 2026 for Jan Dahlgaard.

Friis i form
Morten Friis har foreløbigt haft en god sæson, hvor det er blevet til 16 sejre i 159 starter. Der er dermed ikke langt fra sidste års resultat, hvor Friis hentede 24 førstepladser i 350 starter i løbet af året.
Skive-træneren har to heste med i transporteren. Diamant Østervang kommer med en frisk sejr i bagagen fra Skive, som også var årets første for den 11-årige hest. Ekvipagen er tippet som vinder i programmet.
Fireårige Letsdance kommer også til start for Morten Friis i Aalborg. Efter en enkelt sejr sidste år, jagter den stadigvæk sin første sejr i 2026. Træneren har kørt hesten en enkelt gang i år, hvor den var fjerde.
Desuden venter to gæstekøreture for Friis. Først med Jan Friis-trænede Kaliffen, der ikke har vundet løb i flere år, og sidenhen med Anette Kvistgaard-trænede Marilyn, som Morten Friis har kørt tidligere med en andenplads som bedst.
Se baneprogrammet her.
Fotos af Hesselborg Foto & Burt Seeger












