Flemming Jensen blot den anden træner i år
Som den anden danske træner, har Flemming Jensen passeret tre millioner kroner i indkørte præmie til staldens hesteejere.
Flemming Jensen startede sin trænerkarriere tilbage i maj måned 1994, og sidenhen er det blevet til to Derbysejre med henholdsvis Okay Bee og Esterel Sunset.
Der har været mange fine heste gennem hænderne på Flemming Jensen, som gennem en lang årrække har tilhørt den absolutte elite indenfor Dansk Travsport.
Flemming Jensen startede som amatør og havde fra start stor succes, hvor det også blev til et dansk mesterskab i 1986. Flemming Jensen startede som træner i Skive, og op gennem 90’erne fik Trav Danmark for alvor øjnene op for “Ismanden fra Aalborg” som blev kendt for at puste liv i opgivne heste, bl.a. gennem ridetræning.
Flemming Jensen blev i 2009 kåret som Årets Travtræner for første gang ved Hestesportens Galla. Året efter (2010) gentog han triumfen, ligesom nordjyden også blev kåret som Årets Travkusk.
Det er yderligere blevet til titler som Årets Travtræner i 2012-2013-2014-2015.
I år har Aalborg-træneren indkørt 3.083.520 kroner til sine hesteejere.
I morgen er Flemming Jensen på plads ved hjemmebanens løb.
Foruden at være en dygtig travtræner, er Flemming Jensen også en god kollega. Der har været uttalige trænere forbi gården i den nordjyske for at søge inspiration, men Flemming Jensen er ligeledes en mand, som gerne giver sit input med, hvis en kollega kommer og banker på døren.
Foto Travet.dk.






