F The Big New satte banerekord i Skive
Der blev kørt stærkt i Skive, og for F The Big New betød det en ny banerekord for 4-åringen i det nordvestjyske.
Fra 40 meters tillæg kom Steen Juul perfekt frem til andet par udvendigt, og på sidste langside kom angrebet i andet spor.
I sidste sving kunne F The Big New overtage føringen. Flere kom tæt på ned gennem opløbet, men ikke forbi hoppen.
F The Big New sejrede i 1.14,4/2040 m. Volte og det var ensbetydende med ny rekord for hesten i snorene.
Foruden voltestartsrekorden, kunne den 4-årige hoppe også notere sig for en banerekord.
Slog Believe It Or Nots banerekord
Med vindertiden blev Believe It Or Nots banerekord fra 2017, hvor den løb 1.15,5, slået med bred margin.
De 1.14,4 er også den hurtigste tid for 4-åringerne over mellemdistancen i snorene. Eddie Cock har 1.15,1 for hingstene.
Muscle Hill-datteren F The Big New fik sin tredje sejr i år, og sin femte sejr alt i alt i karrieren.
Sejren betød også, at F The Big New rundede 200.000 kroner i indvundne præmier i 2021.
Foto – Burt Seeger







