Et godt eksempel på AI og dennes udfordringer
Det er ikke nemt at drive et travmedie
Det er ikke nogen let opgave at drive et travmedie i Danmark. Konkurrencen er stor, og vi kæmper hver dag om de små og store nyheder, der tilsammen udgør pulsen i dansk travsport. Det kræver kilder, faglighed, tilstedeværelse og et redaktionelt ansvar, som ikke kan kopieres eller automatiseres.
Den seneste uge har flere læsere henvendt sig til os med ny info. En ny side, publicerer omskrevne versioner af vores og andres nyheder via AI.
Vores gennemgang viser et mønster, der ikke er til at tage fejl af:
- Systematisk scraping og omskrivning af Travet.dk’s indhold
- Kommerciel udnyttelse af vores redaktionelle arbejde
- Indhold, der kun eksisterer, fordi vi har lavet det først
- En virksomhed, der udelukkende lever på andres journalistik
I alt har vi identificeret 61 nyheder fra Travet.dk, omskrevet med AI og publiceret på ponytrav.dk inden for blot én uge. Derudover kan vi se, at nyheder fra Travservice.dk omskrives og bringes på samme måde.

På ponytrav.dk skriver man åbent:
“Ponytravs nyheder produceres med AI-assistance ud fra offentligt tilgængelige kilder og gennemgås redaktionelt.” “Vores skribenter er AI-genererede redaktionelle profiler… men de er ikke virkelige personer.”
Det er en ærlig oplysning – men den ændrer ikke på realiteten. AI kan ikke skabe journalistik ud af ingenting. AI kan kun omskrive det, andre har lavet. Når et medie baserer sin eksistens på at kopiere og kommercielt udnytte andres indhold, er det ikke journalistik. Det er ikke redaktionelt arbejde. Det er genbrug af andres indsats, pakket ind i en teknologisk forklaring.
Dansk travsport er en lille branche, hvor medierne i forvejen kæmper for synlighed, kvalitet og troværdighed. Når et nyt medie vælger at leve af systematisk omskrivning af andres indhold, skader det ikke kun os.
Det bliver ikke nemmere at drive et travmedie, når andre lever af det arbejde, vi og andre travmedier udfører.
Vi har orienteret Karsten Bønsdorf på Travservice om denne side.
Eksempler på det vi skriver:
Saga Laursen – Læs her.
Læs orginalen – Læs her.
Mike Kristensen – Læs her.
Læs orginalen – Læs her.
Samlet er det 61 artikler – Læs her.














