Elke Frinta – Hvor meget magt må en familie have
Elke Frinta – Hvor meget magt må en familie have
Elke Frinta har på sociale medier udtrykt bekymring over Vision Øresund – det nye samarbejde mellem Dansk Hestevæddeløb, Svensk Travsport, Jägersro og ATG.
Hun stiller spørgsmål ved, hvor meget magt én familie eller aktør bør have i en sport, der angår mange interessenter. Det er en debat, der berører både demokrati, gennemsigtighed og fremtidens struktur i travsporten.
Travet.dk har oversat skrivelsen til dansk og Elke Frinta, har læst vores oversættelse.
Hvor meget magt bør én familie have i nordisk travsport?
Travsporten i Norden står over for store forandringer. Diskussionerne om Lunden, dansk travsports fremtid og samarbejdet mellem Svensk Travsport (ST) og Dansk Hestevæddeløb (DHV) er mere aktuelle og følsomme end nogensinde.
Men midt i disse forhandlinger er der en central problemstilling, som endnu ikke er blevet belyst tilstrækkeligt:
Hvor meget indflydelse bør én familie have på travsporten i to lande – især når der forhandles om fremtidige samarbejder?
Spørgsmålet kredser om familien Lähdekorpi.
Problemet begyndte i 2018 – og fortsatte i 2021. Da den første samarbejdsaftale mellem ST og DHV blev indgået i 2018, blev det ikke korrekt forankret i ST’s fuldmægtige. Dette er siden blevet bekræftet af ST’s tidligere ledelse.
I 2021 blev aftalen genforhandlet, og denne gang fulgte ST de interne procedurer. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende problem:
- Marjaana Alaviukola var på daværende tidspunkt formand for Svensk Travsport.
- Hendes søn, Pekka Lähdekorpi, sad samtidig i bestyrelsen for Dansk Hestevæddeløb.
Dermed havde to medlemmer af samme familie nøglepositioner i to forskellige landes travorganisationer under forhandlingerne. Dette udgør en objektiv inhabilitet.
Det mest kritiske er, at der ikke findes nogen dokumentation for, at denne inhabilitet blev anmeldt eller håndteret i 2021.
Marjaana Alaviukola har siden forladt ST’s bestyrelse i 2022 og har ingen formel rolle i de nuværende processer. Det er vigtigt at understrege. Men spørgsmålet om inhabilitet i 2021 er stadig relevant og bør undersøges.
Den aktuelle situation: Pekka sidder i to bestyrelser – i to lande og i dag er situationen endnu mere følsom.
- Pekka Lähdekorpi sidder fortsat i bestyrelsen for Dansk Hestevæddeløb.
- Samtidig har han en plads i bestyrelsen for Jägersro i Sverige.
- Og netop nu pågår der nye forhandlinger mellem Danmark og Sverige.
Dette betyder, at:
- Han har indsigt i Danmarks øverste travledelse.
- Han har indflydelse på en af Sveriges største travbaner.
- Og de to lande forhandler om fremtidige samarbejder.
I andre sportsgrene eller organisationer ville dette kræve:
- Dokumenteret vurdering af inhabilitet.
- At den berørte person ikke deltager i relevante beslutninger.
- Fuld gennemsigtighed over for medlemmer og interessenter.
Men her mangler disse tiltag fuldstændigt.
Familiefirmaet i Halmstad forstærker problematikken – Familien Lähdekorpi driver desuden travvirksomhed i Halmstad-regionen. Dette betyder, at familien har interesser og indflydelse i tre forskellige travmiljøer:
- Dansk Hestevæddeløb (DHV).
- Jägersro.
- Halmstad.
Alle tre områder er direkte berørt af Lunden-sagen og forhandlingerne mellem ST og DHV. Når disse interesser krydser hinanden, kræves der åbenhed og tydelig håndtering af inhabilitet. Men også her mangler det fuldstændigt.
Hvorfor er dette vigtigt? – Travsportens troværdighed afhænger af:
- Upartiske processer.
- Åbenhed og gennemsigtighed.
- Klare ansvarsfordelinger.
- Tillid mellem aktive, baner og lande.
Når én familie har ledende indflydelse i travsportens strukturer i to forskellige lande – samtidig med at der forhandles om fremtidige samarbejder – er det afgørende, at inhabilitet håndteres åbent og korrekt.
Dette handler ikke om personangreb. Det handler om systemets integritet og transparens.
Spørgsmål, der kræver svar
- Hvorfor blev inhabilitet ikke dokumenteret i 2021, da Pekka sad i DHV’s bestyrelse under forhandlingerne?
- Hvordan håndteres det, at Pekka i dag sidder i to travbestyrelser i to lande midt under nye forhandlinger?
- Hvordan sikres upartiskhed, når familien har interesser i DHV, Jägersro og Halmstad?
- Hvorfor mangler der offentlig håndtering af inhabilitet i både tidligere og aktuelle processer?
- Hvordan påvirker dette tilliden mellem svensk og dansk travsport?
Travsportens fremtid afhænger af gennemsigtighed. Travsporten står over for afgørende beslutninger. Derfor er det nødvendigt at stille spørgsmålet:
Hvor meget magt bør én familie have i to landes travsport – på samme tid, skriver Elke Frinta.
Skrivelsen kan ses her. Det er denne skrivelse, der er delt i flere grupper på de sociale medier, hvor den debatteres – Klik her.
Travet.dk har sendt de fem spørgsmål til morgendagens spørgetime via Dansk Hestevæddeløbs hjemmeside/formular.
Fotos Travet.dk.






