Efter trænerskifte – Extreme formeldt til Vincennes
Den tidligere danske europamester, Extreme, er meldt til start i Prix de Lille den 5. januar. Løbet køres over 2100 meter med autostart og har en samlet præmiesum på 90.000 euro. Dette kan blive hestens første start siden trænerskiftet fra Flemming Jensen til Erik Bondo.
Extreme er desuden meldt til endnu et løb i Frankrig. Skiftet til Erik Bondo blev offentliggjort her på Travet.dk den 6. november, hvor Klaus Overskov fra ejerkredsen udtalte
“Vi har været utrolig tilfredse med Flemming Jensen og det enorme arbejde, han har leveret med Extreme. Det samme kan siges om hans dygtige personale.
Det er et samarbejde, vi har været glade for, og hans arbejde med at få Extreme tilbage på absolut topplan har været imponerende at følge for ejerkredsen. Vi er i ejerkredsen ikke enige om denne beslutning, men vi har altid bakket hinanden op i de beslutninger, der bliver taget.
Det har vi også i ejerkredsen gjort her, ooplyste Klaus Overskov.”
Flotte meritter
En gaffelbåndsskade satte Extreme ud af spillet i 2022. Det var meningen, at Extreme skulle have startet i Elitloppet i 2022, efter at den var blevet anden i Paralympiatravet på Åby, men i ugen op til det store løb måtte kredsen se hesten blive ramt af en gaffelbåndsskade.
Det tog knap to år for Extreme at vende tilbage til væddeløbsbanerne, men ventetiden har gjort den tidligere europamester godt. Flemming Jensen har leveret et flot gennemtræningsarbejde.
Extreme er vinder af Dansk Mesterskab, Dansk Trav Derby, Europamesterskabet for 5-årige hingste/vallakker, N.J. Koster Memorial og C.L. Müllers Memorial med mere.
Extreme er gået til Erik Bondo med 24 sejre i 52 starter, mens præmiekontoen siger 3,4 millioner kroner. Ejer er Stald Cosmopolitan, mens Bjarke Thomsen er opdrætter.
Erik Bondo er en af Danmarks mest markante profiler inden for travsporten. Gennem en imponerende karriere har han opnået stor succes med flere storløbssejre i både Italien, Frankrig og Sverige.
Siden 1992 har Erik Bondo haft base i Italien, hvor han har opbygget en stærk trænerforretning. Hans evner og dedikation har blandt andet sikret ham det italienske trænerchampionat, og han har også med succes drevet en filial i Frankrig.
Nu står Erik Bondo over for en ny spændende opgave med den tidligere europamester Extreme.
Fotos
Le trot
Burt Seeger