Eenymeenyminymoe sejrede direkte
Flemming Jensen havde sidste års vinder af Dansk Hoppederby klar til sæsondebuten, som netop er overstået på Racing Arena. Det var en velforberedt Eenymeenyminymoe, der sejrede direkte i sæsondebuten.
En flot og velforberedt hoppe blev i dag fremvist, og det var tydeligt at vintertræningen havde gjort den veludseende hoppe godt. Oppasser på Enymeenyminymoe er Rie Raun, og hun kan med god samvittighed møde på arbejde i morgen efter et flot arbejde over vinteren.
Væsterbo Prestige-datteren vandt i 2019 Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix, og fulgte sidste år op med at vinde Dansk Hoppe Derby. I dag blev 2021-sæsonen indledt på bedste vis.
Løbet.
Løbsafviklingen betød indledningsvis, at Enymeenyminymoe og Flemming Jensen havnede som første ekvipage i andet spor. Her havnede man udvendigt på den førende spilfavorit Danielle D D.
Danielle D D og Jeppe Rask afviklede de første 500 meter efter 1.12.0. I samme moment skiftede Jan Dahlgaard fra inderbanen til andet par udvendigt med Henbianca Boko.
Den førende Danielle D D fik lov at styre tempoet fremme i spids, hvilket gav en kilometer notering på 1.13.6. Alle løbets fem deltagere, var på dette tidspunkt tæt samlet.
I sidste sving gik Enymeenyminymoe tættere frem udvendigt på den førende og dette i godt tempo. Enymeenyminymoe afgjorde enkelt ved indgangen til opløbet, og samtidig lagde flere af de rygkørte an til angreb.
Flemming Jensen orienterede sig kort bagud ned mod målstregen, og her kunne Aalborg-træneren konstatere, at ingen af konkurrenterne kom faretruende nær.
Enymeenyminymoe sejrede i tiden 1.13.3/1640 m. på en regnvåd bane. Det skete før Prapai P og Henbianca Boko.
Se løbet her.
Efter løbet.
Hun var næsten bedre end man havde turde håbe på. Jeg kunne mærke under prøvestarterne, at hun føltes rigtig fin på dagen, så var godt klar over at det kunne blive en god dag for os, fortalte Flemming Jensen til Fast Track efter løbet.
Vi kørte i 09.tempo til sidst i løbet, men sådan bliver det når der bliver taget op undervejs. Det var måden hun gjorde tingene på, der var det positive i dag.
Jeg har ikke planlagt nogen start, da jeg planlægger tingene efter hver start. Det er dog nærliggende at kigge lidt mod Sverige med hende her, afrundede Flemming Jensen i dagens vinderinterview.
Foto af Hesselborg Foto.






