Doping: OGP-toer udelukket efter ny sag
Doping: OGP-toer udelukket efter ny sag
I 2019 blev han nummer to i Oslo Grand Prix med sin egentrænede stjerne, efter at være havnet i de norske dopingjægeres søgelys tidligere samme dag. Siden da har Junior Guelpa også været i dopingfokus i hjemlandet.
Nu er han blevet udelukket i en måned og har fået en klækkelig bøde efter endnu en positiv dopingprøve.

Efter at Jup And Star (e. Up and Quick) vandt i Cagnes-sur-Mer den 26. februar i år, blev vallakken udtaget til dopingtest. Det gik ikke særlig godt, for hesten testede positivt for pregabalin. Træner Junior Guelpa accepterede resultatet og afstod fra at få testet B-prøven.
Guelpa havde først — i slutningen af marts — ingen mulig forklaring på, hvorfor hesten testede positivt, men to uger senere sendte han en e-mail til det franske forbund og forklarede, at han mistænkte kontaminering, da en »person, som havde været i kontakt med hesten Jup And Star, hævdede at have gennemgået behandling, der indeholder pregabalin«. Guelpa opsummerede sit forsvar med, at »alle elementer indsamlet under efterforskningen synes at være i overensstemmelse med hypotesen om en tilfældig, engangs- og utilsigtet kontaminering. (…) Det er ubestridt, at fru X (…) gav en håndskrevet erklæring, som viste, at hun tidligere havde været i behandling.«
Det franske forbund godtog dog ikke forklaringen på grund af uklarheder og manglende dokumentation. I dommen denne uge kommenterer de, at »personen kun erklærer at have modtaget behandling ‘tidligere’, uden at specificere hvilket stof eller hvilken periode behandlingen fandt sted. Det bemærkes også, at ingen recept, der nævner brug af pregabalin, er blevet fremlagt.«
Derudover fremhævede forbundet Guelpas historik, som langt fra er pletfri. I 2022 var Guelpa blandt de mange, der blev anholdt i den store franske dopingsag, der blev rullet op. Han blev dog løsladt relativt hurtigt og fik lov til straks at genoptage sin træner- og kuskevirksomhed. Samme år testede staldhesten Heart Jewel imidlertid også positivt for »zuclopenthixol«, et lægemiddel, der bruges til behandling af psykose og skizofreni hos mennesker.
Dengang slap Guelpa med 3000 euro i bøde. Franskmændene kan ofte være lidt tilgivende ved første dopingsag, men det bliver straks meget hårdere, når der er tale om gentagelser. Sådan også denne gang: Guelpa fik i denne dom 6000 euro i bøde og mistede sin træner- og kuskelicens i en måned.
Det kan også tilføjes, at Guelpa havnede i dopingjægernes søgelys under Oslo Grand Prix i 2019. Her skulle alle deltagere — inklusive Guelpas staldhoppe Bahia Quesnot — være på plads i sikkerhedsstalden kl. 12. Bahia Quesnot ankom dog langt senere til banen. Efterfølgende skrev TGN, at de »er bekendt med, at DNT’s dopingjægere var meget skeptiske over for Junior Guelpas forklaringer, men at de ikke havde hjemmel til at stryge Bahia Quesnot. Der blev taget en række udvidede prøver af hoppen, men ingen viste positive udslag.«
Bruno VandeVelde-LeTROT














