Det er muligt – Publikumstilstrømningen fortsætter
Det er muligt – Publikumstilstrømningen fortsætter
I 2023 besøgte 2,112 millioner tilskuere landets trav- og galopbaner. Dette tal steg til 2,4 millioner i 2024, og væksten fortsatte sidste år, hvor hele 2,6 millioner gæster lagde vejen forbi på løbsdage – en stigning på 10 procent. Ser man på de seneste to år, svarer det til en samlet vækst på 23,1 procent.

Fremgangen ses over hele landet og mærkes både på de store og små baner. På banerne i Paris er stigningen på 1,01 millioner tilskuere, svarende til ni procent, mens resten af landet oplever en vækst på ti procent, hvilket svarer til 1,6 millioner flere besøgende.
Den største fremgang ses i Basse-Normandie, hvor publikumsantallet er steget med hele 37 procent.
Den positive udvikling er langt fra tilfældig. Gennem Fédération Nationale des Courses Hippiques (FNCH), organisationen for Frankrigs væddeløbsbaner, arbejdes der målrettet på at gøre hver enkelt bane og hvert arrangement mere attraktivt i en hård konkurrence med andre fritidsaktiviteter.
For franskmændene er trav en del af kulturen og fungerer som sociale samlingssteder. Samtidig er der stor bevidsthed om, at hver bane spiller en vigtig rolle.

– Vi skal holde op med at tale om små travbaner; alle travbaner er udstillingsvinduer. Der er 233 udstillingsvinduer for fransk hestesport, understregede Philippe Bouchara, præsident for travforbundet Centre-Est, på FNCH’s årsmøde sidste år.
FNCH arbejder også aktivt sammen med politikere og myndigheder. Ifølge organisationen skaber trav- og galopsporten 40.000 direkte og indirekte arbejdspladser (blandt andet opdrættere, trænere, jockeyer og staldpersonale), bidrager med op til 2,3 milliarder euro til det nationale BNP og genererer et handelsoverskud på 770 millioner euro, især gennem salg af løbs- og avlsheste, følpenge samt spilindtægter fra udlandet på franske løb.
Derudover understreger FNCH sportens betydning for lokaløkonomien: “Hvert år tilføres 280 millioner euro til den lokale økonomi gennem drift af væddeløbsbaner, provisioner til de 14.400 PMU-kommissionærer og royalties, som staten omfordeler fra skatteindtægter til lokale myndigheder – i alt 12 millioner euro. Indtægterne fra hestevæddeløb finansierer fuldt ud afviklingen af løbene, træning og udvikling af landområderne, samtidig med at de bidrager væsentligt til statsbudgettet med 800 millioner euro i direkte skatter, uden at belaste de offentlige finanser.”

Ny plan på vej
Selvom publikumstallene er stigende, kæmper fransk trav- og galopsport stadig med økonomiske udfordringer som følge af faldende spilindtægter. FNCH ønsker nu at udnytte den øgede publikumsinteresse til at imødegå dette problem.
– Den økonomiske model, som historisk set er blevet finansieret af spil, og som i øjeblikket er i tilbagegang, er fortsat under pres, påpeger FNCH. Organisationen har derfor udarbejdet en ambitiøs femårig strategiplan, der skal sikre langsigtet finansiering, modernisere tilbuddene og styrke sportens tiltrækningskraft.
Bragt i samarbejde med Trav365












