Tilbageblik – Den største dag i Jydsk Væddeløbsbanes historie
Sådan skrev signaturen ”Equus” om en løbsdag for 50 år og nogle måneder siden på væddeløbsbanen i Århus. Ja, sågar den største dag i den danske travsports historie – blev det tilføjet. Men hvad skete der da den søndag, den 8. august 1971?
Af Kenn Erik Bech
Den europæiske travsportsunion, dengang benævnt U. C. T., havde besluttet at lægge sin kongres, og dertil hørende EM for 5-årige, i Danmark, på Jydsk Væddeløbsbane i Århus.
”Aldrig har vel Jydsk Væddeløbsbane, eller nogen anden dansk provinsbane, bragt et så godt program, som det i Århus 8. august”.
Sådan lyder det i noget af den lange redegørelse i ”Trav Jul 1971” om den store dag. Op til løbsdagen havde der ellers været mange problemer og bekymringer, der gav panderynker hos de ansvarlige.
Udfordringerne kom tidligt
Det første ”gys” der kom, var om rod i banens administration, da man midt i det hele skulle skifte driftsleder, og forværringen blev skærpet, da denne nye driftsleder hurtigt sagde farvel og tak lige før den travle sommersæson. Heldigvis påtog den gamle driftsleder sig det store arbejde at holde banen i daglig gænge samtidig med, at han skulle koordinere alles indsats op til den store EM-dag.
Pressen fik løbende nyheder, et meget stort reklameapparat kørte i Århus, og både radio og TV mødte op forud.
Stemningen blev kaldt international bare under træningen forud på banen, hvor der var besøg af flere og flere af de udenlandske hesteejere og delegationer. ”Der var noget i luften, og spændingen steg dag for dag”.
Så brød solen frem – folkefesten kan begynde
Men så kom regnen styrtende. Dagen før dagen. Lørdag formiddag var der ellers stor aktivitet. Træningen af de startende EM-heste forsatte, men noget der også forsatte, var regnen. Det blev bare ved. ”Man kunne næsten se på bestyrelsesmedlemmernes ansigter, at det her ville vist ikke gå godt”.
Men søndag morgen stod solen op, der var en skyfri himmel. Tidlig om formiddagen begyndte publikum at strømme til banen. Det blev en lang, men god folkefest.

Rekordernes dag
Det blev vist den ene pragtpræstation efter den anden i løbene. Flotte autostarter takket være lån af Lundens startvogn og starter, lød det.
Mere ros; Stor spillelyst men alligevel hurtig ekspedition og udbetaling i totalisatoren.
”Da startvognen linede op til Europamesterskabet over de 2300 meter var der dødstille på tilskuerpladserne”. Men så kom der et stort suk fra publikum.
Det danske håb, hjemmebanehesten Mads Lønbo, gik frem, men fejlede pludseligt. Hollandske Henri Buitenzorg førte resten af løbet, og rejste hjem med 30.000 danske kroner. Mads Lønbo fik den sidste præmie.
”Det hidtil største løb i Århus-banens historie på det tidspunkt var overstået. En væddeløbsdag af format.” Der blev sat tilskuerrekord, men ingen tal opgivet. Ligeledes ny V5-rekord, der nu lød på 144.000 kr.
Hvad der skete på den europæiske travkongres lader vi ligge.







