Den får chancen hos Jeppe Juel
I aftes afsluttede vi årets første auktion, og en af de heste der blev formidlet videre, var franske Jeantoutstart (Un Charme Fou (fr) – Casaglione (fr), der blev solgt til interesser i det jyske.
Travet.dk har i dag været i kontakt med køber Benny Pedersen.
Benny Pedersen og hans familie har været med i dansk travsport i en menneskealder, og vi rammer den fodboldglade hesteejer midt i en træningskamp mellem Viborg og AaB.
“Jeg har været med i travsporten fra barnsben. En hest, der kan løbe 21 over 2850 meter i Frankrig uden en krone på præmiekontoen skal være interessant.
I forbindelse med købet, har jeg snakket med Jeppe Juel som gerne vil have hesten i træning. Nu får den chancen og så må vi se om nogle måneder, hvor vi står, lyder det fra Benny Pedersen.”
Om Jeppe Juel
Jeppe Juel er født ind i travsporten gennem sine forældre Birthe og Niels Juel, der i alle årene har haft travheste som hobby.
Som kun 10-årig fik Jeppe Juel lov til at træne hestene på familiens egen bane på gården i Engelstrup ved Løgstør, og da vidste Jeppe Juel, at han skulle være travtræner.
Efter skolen fortsatte Jeppe Juel med en uddannelse på handelsskolen med en højere handelseksamen som resultat. Herefter gik turen videre til en uddannelse som landmand med heste som speciale, der blev afsluttet i 1995.
Han er en af Danmarks oftest benyttede catchdrivere, og også udenfor landets grænser har man opdaget Jeppe Juels evner i en sulky. I dag benyttes Jeppe Juel flittigt som catchdriver udenlands.





