Dansk indkøb i USA – Vi har kigget længe efter denne
I aftes kunne en læser sende os en besked fra USA. Her fremgik det at Bo Westergaard havde købt to heste, og en af disse var løbshesten B A Superhero. Det gik sidenhen stærkt, og vi fik kort efter købet bekræftet samt fanget manden bag købet kort før midnat dansk tid.
Det er næsten uforskammet at henvende sig til folk så sent, som det var tilfældet i går, men vi tog en chance, og gudskelov var Preben Munch Kjærgaard ved telefonen. Til Travet.dk kunne man fortælle:
– Jeg kan godt bekræfte, at vi har købt hesten B A Superhero (Muscle Hill) via Bo Westergaard. Det er en hest, som vi har kigget på i nogen tid, sammen med en tre til fire andre, så vi er rigtigt glade.
Jeg har ønsket mig en Muscle Hill hingst siden jeg kom tilbage til travet, sammen med mine tre sønner, og nu slog vi til. Den har en super afstamning, så vi tror på han også kan blive en super avlshingst.
Nu har vi både en Chapter Seven søn i Seven Nation Army og en Muscle Hill søn i B A Superhero. Vi håber på store oplevelser i 2023 og, som et ekstra som et kuriosum, så er B A Superhero også en sang ligesom Seven Nation Army, uddyber Preben Munch Kjærgaard. –

Kontakt med Bo under auktionen
Hvordan foregår en sådan auktion – Har Bo fået en sum penge med, eller er der kommunikation undervejs i aktionen. Er det noget du/i vil løfte sløret lidt for?
– Jeg har været i kontakt med Bo de sidste timer og fulgt med Live under auktionen, og jeg må understrege endnu engang Bo’s format til at finde kanonheste. Det er planen, at B A Superhero inden længe går mod Danmark.
Vi håber på et lignende program, som vi havde for Seven Nation Army.
Vi har brugt og bruger rigtig megen research på at finde de rigtige heste, og det er dejligt, det er lykkes at købe B A Superhero, afrunder Preben Munch Kjærgaard til Travet.dk. –

Tak for det comeback
Efter mange års fravær som hesteejer fik Preben Munch igen fået lysten tilbage til travsporten. Det hele startede med anpartsprojektet på Charlottenlund Travbane, hvor der blev indkøbt anparter til hele familien. Der blev samlet købt 12 anparter, og der blev sidenhen fulgt op med anparter i What A Babe og Commit Boom Bay.
Preben Munchs stald hedder Stald MASIOL ApS, som er en sammenlægning af hans tre sønners navne, Marc, Simon og Oliver.
Preben Munck Kjærgaard er en sportens hesteejere, som samtidig har en lang og fornem karriere i det private. Han stiftede sin egen virksomhed som 29-årige og fandt derefter en guldgrube i en ny slags hårvoks.
Hans far var travtræner, og selv om den unge Preben fra en tidlig alder havde forældrenes opbakning til at blive selvstændig, så var det alligevel et tilfælde, at han endte i en branche med hårprodukter.
I 2017 vandt Preben Munch Kjærgaard titlen som årets ejer/leder i Østjylland.
Foto – Burt Seeger.



