Dahlgaard – Hun er en fin hoppe
Jan Dahlgaard fremviste en fin debutvinder på Jydsk Væddeløbsbane i form af hoppen Holly. Den 3-årige Holly er efter Maharajah og første afkom efter 12-traveren Tullamore G K.
Tullamore G K var selv en fin væddeløber, og i 2016 satte hoppen dansk rekord samt banerekord på Åby. Det blev samlet til 10 sejre i 37 starter for Tullamore G K, der i karrieren indløb 243.954 kr.
I avlen er Jan Dahlgaard-trænede Holly hoppens første startende afkom.
I alt er Tullamore G K mor til tre afkom.
2019 – Holly efter Maharajah
2020 – Jin Gin efter Maharajah
2020 – Ej færdigregistreret.
Travet.dk har i dag været i kontakt med Skive-træner Jan Dahlgaard.
– Jeg har haft hende siden åring, og hun har altid trænet, som hun skulle. Hun kunne også være startet sidste år, men da hun er lidt speciel i psyken, så valgte vi at træne på i stedet.
Hun røg ind i noget vækst først på året, og derfor er hun kommet en måned senere i gang end forventet. Hun er en fin hoppe, der også har ganske pæne papirer at henvise til.
Hun virker til at være en fornuftig hest, som indtil nu har gjort, hvad vi har bedt hende om. Nu gælder det om give hende nogle gode oplevelser i de kommende starter, hvor det samtidig gælder om at hente give hende lidt løbserfaring.

Debuten
Det lignede fra vores stol, at hun havde lidt udfordringer med banen i Aarhus. Er det korrekt antaget?
– Hun var ikke glad for svingene i Aarhus, og jeg passede lidt på hende gennem sidste sving. Der er mange heste, der kæmper i det sving, men hun klarede det.
Jeg kunne køre ind på lige bane, og hun afgjorde på en god måde. Det er en fin og gennemarbejdet hoppe, som forhåbentlig kan slægte moderen lidt på, uddyber Jan Dahlgaard. –
Holly er opdrættet af Jane og Tony Mæhlisen. Hoppen ejes af selvsamme.
De to opdrættere er også i travsportskredse kendt som ejerne af sportstrykkeriet i Aarhus, hvor mange travfolk får lavet deres tryk på tøj.
Fine toåringer
Jan Dahlgaard har gennem årene ført mange fine heste frem. I år tæller stalden flere 2-åringer med fine afstamninger. På spørgsmålet omkring staldens 2-åringer fortæller Jan Dahlgaard.
– Du får mig ikke til at råbe den ene ud frem for den anden. Jeg har et par fine toåringer, og samlet, har jeg seks stykker.
Jeg er bedre kørende i antal 2-åringer, end jeg er på 3-åringerne, fortæller Skive-træneren til slut. –
Jan Dahlgaard driver en trænervirksomhed med 14 heste på træningslisten.






