Da Bubber besejrede René Kjær
Dansk Hestevæddeløb kan med absolut tilfredshed se tilbage på deltagelsen på Hest & Rytter i sidste uge. Den nye stand trak mange nysgerrige til og med Bubbers sejr over René Kjær som det muntre højdepunkt indleder Danskhv.dk i dag.
Her fortsætter man:
I strategien for Dansk Hestevæddeløb er bl.a. beskrevet ”øget kendskab til sporten”, og med dét afsæt har DH besluttet at investere i en ny stand til brug for messer, på storløbsdage og andre steder, hvor vi gerne vil gøre positivt opmærksom på vores sport.
Standen er bygget op via store vægge med stærke billeder fra sportens verden og et dommertårn med inspiration fra Bornholm. Suppleret med en vindercirkel med laurbærkrans og en derbyvase samt ikke mindst en simulator-travhest fik standen sin ilddåb på Hest & Rytter 2023 i den forgangne uge.
Og det var en rigtig god oplevelse for alle. Standen virkede reelt tiltrækkende, og der blev langet foldere ud til masser af interesserede. De fleste gik til ungdommen med invitation til det landsdækkende Åbent hus-arrangement d. 25. marts på alle landets trav- og galopskoler.

Foto: Husk Åbent hus-arrangementet på alle landet trav- og galopskoler d. 25. marts.
Fire baner havde meldt deres ankomst og fik hver et par timers mulighed for promovering, og hvor Jørn Laursen atter bistod Skive Trav.
Og afslutningsvist skal nævnes de fire såkaldte talks lørdag, hvor Bubber viste sig som den perfekte vært, der som ”ny i sporten” på glimrende vis fik spurgt ind til sportens finurligheder.
Der er lavet et par sammenklip til vores Youtube-kanal. Det første dækker bredt og viser bl.a., hvor Bubber besejrer René Kjær på sidstnævntes hjemmebane – nemlig i en sulky. Se klippet ved at trykke her.
Det andet fortæller bl.a. om den nævnte Åbent hus-dag for ungdommen, og det finder du ved at trykke her.
Dansk Hestevæddeløb vil nu evaluere årets deltagelse på Hest & Rytter, og hvor det naturligvis vil komme til enkelte justeringer, men stadig er det vores opfattelse, at vi fik fortalt om vores sport og dens muligheder til en rigtig bred kreds i år. Nu venter så opfølgningen.






