C R Kronos solgt til Danmark
På den svenske Travera-auktion i går blev svenskfødte Inca Mearas og italienskfødte C R Kronos handlet til Dannark.
For C R Kronos’ vedkommende har hesten tidligere været på auktion i Danmark. Det var for to år siden på Nykøbing Falster.
På Selected Sales-auktionen blev C R Kronos den næstdyreste på auktionen med et hammerslag på hele 900.000 skr.
Det var den svenske træner Reijo Liljendahl, der indkøbte Father Patrick-sønnen på vegne af storhesteejeren SRF Stable.
C R Kronos har efterfølgende startet ni gange, men karrierens første sejr lader sig fortsat vente på den 3-årige hest.
Stutteri Disney købte
Keld Gregersen fra Stutteri Disney fik hammerslaget på den snart 4-årige vallak i aftes, men det var ikke i den dyre ende.
C R Kronos havnede hos sin nye ejer, der kunne nøjes med at betale 170.000 skr. for hesten, der formentlig går til Gordon Dahl.
Inca Mearas kom også på danske hænder. Det var Caripo Ejendomsselskab A/S, der fik hammerslag på 90.000 skr.
Den 3-årige hoppe vandt i sin seneste start på Bollnæs, og har indtil videre været i træning hos Svante Båth.





