Bjarke Haagensen: “Vi fik den tilbage”
Bjarke Haagensen: “Vi fik den tilbage”
Charlottenlund Travbane bød søndag eftermiddag på både sportslig spænding og en lille overraskelse fra familien Haagensen. For mens mange havde noteret Kane From The Lane som solgt, stod hesten pludselig igen i stalden hos Bjarke Haagensen. Og det var en historie, der næsten fortalte sig selv, da Travet.dk mødte familien på Charlottenlund Travbane.

“Du kalder dig journalist, men du har ikke spurgt ind til, hvorfor vi har fået Kane From The Lane tilbage,” lød det med et skævt smil fra Bjarke Haagensen, da snakken faldt på hestens uventede comeback i stalden.
Den bemærkning greb både Martin Timm Holmstav og denne skribent med det samme. For hvad var egentlig årsagen til, at en hest, der var meldt solgt, nu igen stod under Haagensens vinger?
Bjarke Haagensen lagde ikke skjul på noget.
“Vi havde solgt ham, men de nye ejere ønskede at levere hesten tilbage, da de mente, han havde en fejl. Det skete i fred og fordragelighed, og der var ingen dramatik i det. Men det er årsagen til, at han nu starter for os igen,” forklarede Bjarke Haagensen.

At dømme efter søndagens præstation er Bjarke næppe ked af, at handlen faldt til jorden. Tværtimod. Kane From The Lane leverede en præstation, der lover godt fremadrettet.
I løbet lignede Kane From The Lane en hest, med overskud hele vejen. Han sad perfekt med undervejs, og da feltet svingede ind på opløbet, var det tydeligt, at kræfterne rakte til mere end den placering, han endte med.
Fastlåst mellem heste måtte Kane From The Lane nøjes med en fjerdeplads – men det var en fjerdeplads, der sagde langt mere end resultatlisten.
Det så godt ud.

For indtrykket var klart fra de fremmødte som Travet.dk stod sammen med: Havde han fået frit løb, kunne han have kæmpet med om sejren.
“Han gik over mål med kræfter i behold og lignede en hest, der kunne have vundet, hvis han havde fået plads,” lød vurderingen fra flere på publikumssiden efter løbet. Og det var svært at være uenig.
At dømme efter søndagens indsats er der god grund til optimisme. Kane From The Lane viste en god indsats, der signalerer, at hesten kan vinde når som helst.
For dem, der ønsker at se løbet med egne øjne, kan det gøres her:
Se løbet her: – Klik her.
Fotos af
Dansk Hestevæddeløb
Burt Seeger.














