25. august 2026

Administrationsudvalget uddeler 30 dages udelukkelse samt bøde

Ulrik Pedersen
DEL NYHEDEN X WhatsApp

Administrationsudvalget uddeler 30 dages udelukkelse samt bøde

Til Ronald De Beer

Afgørelse fra Administrationsudvalget efter indberetning fra dommerkomiteen omkring Ronald De Beers kørsel – Jydsk Væddeløbsbane 15. august

Administrationsudvalget, bestående af Kim Kabling, Uwe Bredahl og Nicholas Cordrey har den 19. august behandlet en indstilling fra dommerkomiteen på Jydsk Væddeløbsbane i forbindelse med afviklingen af 6. løb på løbsdagen lørdag 15. august.

Situationen som indberettet fra dommerkomiteen:

Ronald de Beer kører hest nr. 6 Montana, som han selv træner, mens Rene Kjær kører hest nr. 8 Logima Connancy også trænet af Ronald De Beer.

Efter ca. 800 meters kørsel ligger Rene Kjær placeret som næstsidst i inderbanen. Ronald de Beer er placeret som sidste hest i feltet. Ronald de Beer trækker sin hest ud i 2. spor og begynder at køre fremad i 2. spor. Da han nærmer sig den udvendige plads på Rene Kjær tager han i sin hest, hvilket Rene Kjær benytter sig af og kører ud i 2. spor foran Ronald de Beers hest.

Dommerkomiteen betragtede episoden som værende besynderlig og temmelig usædvanlig.

Vi fik kort tid efter en uopfordret opringning fra Mathias Jensen, som deltog i løbet med Karlo.

Han fortalte, at han havde hørt Ronald de Beer råbe til Rene Kjær, at han skulle køre ud fra sit inderspor i samme øjeblik, Ronald tog op i sin hest.

Afhøring af Rene Kjær:

Rene Kjær blev afhørt om episoden, men udtalte, at han ikke havde hørt Ronald de Beer sige noget til ham, men observerede, at Ronald de Beer tog i sin hest, hvorfor Rene Kjær kørte ud i 2. Spor.

Afhøring af Ronald de Beer:

Ronald de Beer blev kaldt i dommertårnet for at se optagelserne og forholde sig til hans kørsel.

Han benægtede at have råbt til Rene Kjær og forklarede, at det var hans hest der ikke kunne finde rundt på banen og derfor travede skidt.

Det skal bemærkes, at Ronald de Beers hest efter dommerkomiteens vurdering gik uden problemer i resten af løbet og kom i mål som nr. 5 foran hans anden hest kørt af Rene Kjær.

I Administrationsudvalgets vurdering af situationen har der indgået løbsfilm fra Bet25, dommeroptagelser, vidneforklaring og dommernes indrapportering af situationen.

Administrationsudvalget har ved gennemgang af løbsfilmen ikke kunnet konstatere at hesten Montana, som Ronald De Beer kørte,  skulle trave dårligt eller have problemer med at finde rundt på banen, da den i de øvrige sving fulgte med i ryg og ikke hang på nogen line eller var i nærheden af galop.

Herudover bekræfter løbsfilmen og dommerkameraerne, at Ronald De Beer henvender sig til Rene Kjær – de drejer hovederne imod hinanden – på det tidspunkt hvor at Ronald De Beer er halvvejs forbi Mathias Jensens hest Karlo (som ligger i ryg i inderbanen på Rene Kjær Logima Connancy) og halvvejs oppe på siden af Rene Kjær.

Dette kombineret med, at Mathias Jensen har forklaret overfor dommerkomiteen og Administrationsudvalget, at han overhørte Ronald De Beer sige til Rene Kjær på selvsamme tidspunkt ”at han skulle køre ud”, hvorefter at Ronald De Beer tager op i sin hest, hvilket løbsfilmen også bekræfter.  På samme tidspunkt kører Rene Kjær så ud i det hul i andet spor der er opstået foran Ronald De Beers hest.

Løbsfilmen fra Bet 25, optagelserne fra dommerkamerarene, vidneforklaringen samt det passerede ovennævnte beskrevne hændelsesforløb gør, at Administrationsudvalget finder det bevist, at Ronald De Beer har gjort sig skyldig i overtrædelse af nr. 2076 – ”give eller forsøge at give løbsdirektiver” i Retningslinjer for straffe i DTC’s Løbsreglement. Administrationsudvalget finder, at det endvidere er skærpende at Ronald De Beer giver løbsdirektiver til en deltager, som kører en hest, Ronald De Beer også selv er træner af.

Sanktionen er derfor bedømt til 30 dages udelukkelse og et gebyr på 3.000 kr. Udelukkelsen træder i kraft torsdag 3. september.

Afgørelsen er enstemmigt vedtaget. Afgørelsen kan ankes indenfor 3 dage til ankeinstansen.

Se det omtalte løb her.

Se også skrivelsen på Trav.dk – Klik her.

SENESTE NYHEDER
895A6962
15. maj 2020

Optakt Racing Arena Aalborg

Ovenpå en fantastisk aften i det svenske er der igen væddeløb på dansk grund. I dag står Racing Arena Aalborg…
realistisk travhest med kusk i sulky travhest i fuld fart paa travbane detaljeret pels dynamisk be 800x600 1
15. maj 2020

Arazi Boko udgår

Søndagens Copenhagen Cup bliver uden italienske Arazi Boko. Efter et ikke tilfredsstillende afsluttende træningsjob er Arazi Boko netop blevet slettet…
Thai Tanisha
14. maj 2020

Thai Sansa fuldkommen overlegen

Bo Westergaard kaldte på forhånd 3-årige Thai Sansa (Muscle Hill) staldens bedste chance, og den udmelding kom til at holde stik.…
SAMARBEJDSPARTNERE