Aalborgauktionen – Auktionskatalog klar
Efter en noget tumultarisk auktion – grundet Covid-19 restriktioner – i 2020 er det med stor glæde at Opdrætterforeningen og Racing Arena Aalborg kan meddele at Aalborg Auktionen i 2021 vender tilbage i de vante rammer.
Det skrev man i en skrivelse fra Racing Arena Aalborg tilbage i maj måned – Her lød det:
Auktionen finder som vanligt sted i forbindelse med Aalborg Store Pris weekenden. Nærmere bestemt efter løbene fredag den 17. september med første hest i ringen kl. 19.30. Auktionen afholdes som tidligere år i et telt på staldsiden, og der vil være spisning inden auktionen starter.
Som noget nyt foregår Aalborg Store Pris weekenden i år fredag og lørdag, og ikke som tidligere lørdag og søndag. Vedrørende flytningen har banechef Lars Hellerup følgende kommentar:
”Store løbsdage som Aalborg Store Pris weekenden bør også have store spilomsætninger. Ved at flytte til fredag og lørdag får vi fuld valuta på det skandinaviske spillemarked, med skandinavisk V4 og V5 og fredagen, og skandinavisk V65 lørdag aften.
Samtidigt er vi også af den opfattelse at den ny placering giver Racing Arena Aalborg bedre kommercielle muligheder end tidligere.
For så vidt angår auktionen er vi også overbeviste om at den ny placering vil være en fordel. Fredag aften efter 9 løb med topsport, i gode venners lag, med god mad og mulighed for at købe en spændende åring – og så kan man sove længe om lørdagen, da løbene først starter kl. 18.55. Det lyder som opskriften på succes.
I dag meddeler Opdrætterforeningen, at årets katalog er klar.
Kataloget findes på dette link.
Foto af Hesselborg Foto.






