Travet.dk stiller spørgsmål til Dansk Hestevæddeløb efter Junkers exit
Travet.dk stiller spørgsmål til Dansk Hestevæddeløb efter Junkers exit
Den 28. april udsendte Dansk Hestevæddeløb en pressemeddelelse om fratrædelsen. Kort efter fortalte Claus Junker i et interview med Travservice.dk, at beslutningen blandt andet skyldtes de overordnede rammer for stillingen.
Vi har sat Pål M. Tung stævne denne torsdag.

”Beslutningen om at opsige min stilling som driftsdirektør i Dansk Hestevæddeløb er i bund og grund truffet med afsæt i de overordnede rammer for min stilling, som ikke i tilstrækkelig grad giver plads til den tilgang, jeg mener er den rigtige for at udvikle og drive sporten,” sagde han.
Udmeldingen rejser spørgsmålet om, hvad der konkret har ændret sig, og om stillingen er indrettet på en måde, der giver plads til den nødvendige udvikling. Derfor har Travet.dk bedt Dansk Hestevæddeløbs adm. direktør, Pål M. Tung, om svar på en række centrale spørgsmål.
Travet.dk har blandt andet spurgt, hvilke rammer der er ændret siden ansættelsen af Claus Junker, og om der fremadrettet vil blive justeret i stillingens indhold, så en kommende driftschef får større handlefrihed. Samtidig har vi spurgt, hvordan man vil sikre, at den rette kandidat tiltrækkes, og om man forventer at søge bredt eller primært internt.
Et andet centralt spørgsmål er, hvilken profil Dansk Hestevæddeløb søger til posten. Hvilke kompetencer, erfaringer og personlige forudsætninger skal en kommende driftschef have, hvis stillingen skal fungere i praksis og bidrage til at udvikle sporten?
Det er spørgsmål, som får betydning for både rekrutteringen og for indtrykket af, hvordan Dansk Hestevæddeløb ønsker at organisere den fremtidige drift.

Pål M. Tung har efterfølgende svaret skriftligt på Travet.dk’s spørgsmål. Svaret tegner dermed konturerne af, hvordan Dansk Hestevæddeløb ser vejen videre efter Claus Junkers opsigelse.
De overordnede rammer i Dansk Hestevæddeløb er uændrede det seneste år. Den gennemførte omstrukturering med henblik på at frigøre ca. 4 mio. kr. til sporten har imidlertid øget presset på organisationen – herunder på driftsdirektørrollen. Det afspejler en grundlæggende (u)balance mellem at sikre flere midler til sporten og samtidig drive og udvikle organisationen med færre ressourcer.
Samtidig er kompleksiteten i DH’s samlede opgaveportefølje, set i forhold til de tilgængelige ressourcer, generelt undervurderet. Claus Junkers udtalelse skal ses i dette lys og afspejler forskellige perspektiver på, hvordan udvikling og drift bedst tilrettelægges inden for de givne rammer.
Vi arbejder aktuelt med at kvalificere en justeret organisatorisk struktur med fokus på en mere bæredygtig og tydelig organisering af sporten fremadrettet.
Den fremtidige organisering og tilhørende roller er fortsat under afklaring. På den baggrund har vi ikke yderligere kommentarer til den konkrete rekrutteringsproces på nuværende tidspunkt, skriver Pål M. Tung.
Fotos af
Ole Hindby
Dansk Hestevæddeløb
Fyens Væddeløbsbane – Gætter på Gorm Foto













