Panamera kan have en ny kanon
Panamera kan have en ny kanon
Tomas Malmqvist har fået sin licens tilbage, som vi kunne fortælle forleden. Onsdag havde Tomas Malmqvist flere af staldens heste ude i prøveløb.
Han vandt otte af 15 starter som 2- og 3-åring og travede på 1.10-tallet som 3-åring, men har været væk siden december 2023. Onsdag var unghestestjernen Fiftyfour tilbage i prøveløb – i Frankrig.
Fiftyfour 10,8/SEK 6.071.480 var fra den første årgang efter Chapter Seven-sønnen Fourth Dimension og endte med at blive en flot reklamehest for sin far. Samtidig havde han også meget at bryste sig af på morssiden: Fiftyfour er nemlig andet afkom efter stjernehoppen Backfire 10,4/SEK 5.459.451.
Som 2-åring vandt han fem af seks starter, herunder Svensk Uppfödningslöpning. Året efter fulgte han op med sejr i millionløbet E3 og en andenplads i Svenskt Trav-Kriterium bag Fame and Glory. Efter en femteplads i 3-årsløbet Prix Ready Cash den 10. december 2023 forsvandt den eminente unghest imidlertid fra banerne.
En plagsom kode har nemlig holdt hesten væk i næsten to et halvt år, og da træner Tomas Malmqvist blev udelukket i april sidste år, blev et comeback alligevel sat lidt på pause. Nu er Malmqvist imidlertid tilbage, og onsdag havde svenskeren tre heste i prøveløb i Caen. En af dem var Fiftyfour, som viste klasse, da han landede på 14,4/2000 meter efter 12,9 de sidste 1000 meter. Kusk Adrien Blandin lod sig imponere, men gjorde også klart, at der stadig er lidt at arbejde med.
– Jeg kunne ikke køre for fuldt med ham, hvilket er usædvanligt for heste af det kaliber. Han trænger til lidt mere træning, sagde Blandin efter prøveløbet.
Fiftyfours 4-årige lillebror French Connection (e. Googoo Gaagaa) 14,8/59.000, som indtil videre kun har gjort tre starter som 2-åring, ville ikke være meget dårligere end sin mere meriterede storebror. Det var han da heller ikke, for French Connection landede på 15,3/2000 meter.
Samtidig var det måske Malmqvists sidste prøveløbshest, der imponerede mest. Hans franskfødte 3-åring Normand d’Amour (e. Boccador de Simm u. Bella Jet e. Quaker Jet), ejet af danske Panamera Racing, landede „kun“ på 19,2/2000 meter, men tiden fortæller ikke hele historien.
Normand d’Amour smed nemlig en frygtelig masse meter væk med galop indledningsvis, men afsluttede de sidste 1000 meter på 11,0 – ikke dårligt for en ustartet 3-åring (!). Adrien Blandin kørte også dette prøveløb for Malmqvist, og selv om franskmanden var klar på, at hesten stadig har meget at lære fra start, var han virkelig imponeret over afslutningen.
– Det gik så stærkt til sidst, at jeg ikke havde tid til at se på uret, sagde Blandin.
Har Panamera Racing endnu en kanon i støbeskeen.
Bragt i samarbejde med Trav365.no.













