Ung træner med ny tilgang
Ung træner med ny tilgang
Søndag kunne landets nyeste træner, Oliver L. Nielsen, holde åbent hus i Skive med stor succes. Dørene til stalden blev åbnet, og mange valgte at lægge vejen forbi for at se nærmere på det nye trænerprojekt, der allerede har fået en lovende start.

På stalden Facebook-side blev der efterfølgende sagt tak for det flotte fremmøde og for de mange gaver, stalden modtog i forbindelse med arrangementet. Det var tydeligt, at interessen for den unge træner er stor, og at mange har lyst til at følge med i udviklingen hos den nye træner i Skive.
Samtidig med det vellykkede åbent hus-arrangement kunne Oliver L. Nielsen også offentliggøre en nyhed, der styrker hans voksende stald. Hollandske Otis Dragon er nemlig blevet en del af træningskvarteret i Skive.
Otis Dragon, der er efter Southwind Frank og Ninja Kronos, kommer senest fra træning hos Anders Pedersen. Hesten har indtil videre startet 27 gange og har noteret sig for tre sejre samt en samlet indtjening på 66.369 kroner. I år er det blevet til to starter, og senest blev Otis Dragon slettet fra en planlagt start i Aalborg den 30. marts.
Med tilgangen af Otis Dragon har Oliver L. Nielsen nu ni heste på træningslisten.

Året er startet godt
Året har indtil videre budt på to trænersejre for den unge Skive-træner, og stalden har i alt gjort syv starter. Det er tal, der vidner om en stærk start, hvor Oliver L. Nielsen både har skullet etablere sig som træner, skabe tillid omkring sit navn og samtidig levere resultater på banen.
At han nu også kan byde Otis Dragon velkommen, viser, at der er tro på projektet fra hesteejerne af.
For Oliver L. Nielsen og teamet omkring stalden var søndagen derfor mere end blot en hyggelig dag med åbent hus. Det blev også en dag, hvor fremtiden fik endnu en lille skub i den rigtige retning.

Oliver L. Nielsen markerede sig i 2025 som et af de mest lovende navne i dansk travsport. Fra barndommens ture på Spar Nord Arena i Aalborg til træningsarbejde i Sverige og samarbejde med nogle af landets mest erfarne kuske og trænere, har hans rejse været præget af vedholdenhed og læring.
I 2025 kulminerede indsatsen i en imponerende sejrsprocent og bestået træneruddannelse — resultater, der førte til hans første officielle nominering i sporten.
Den 12 marts 2026 kunne Skive Trav offentliggøre tilgangen af Oliver L. Nielsen som deres nyeste træner.
Fotos af
Stald Oliver L. Nielsen
Gorm Foto
Hesselborg Foto.










