Birger Jørgensen kørte 100.000 skr. ind
Aarhus-træneren Birger Jørgensen var på en af sine sjældne besøg udenlands i aftes og det kastede en del af sig.
På Jægersro var træneren i sulkyen to gange og det kastede to gode placeringer af sig for den mangeårige danske landschampion.
Først blev det til en andenplads med Go Fast Shadow, som Brian Crohnager står for den daglige træning af. Det gav 50.000 skr.
Go Fast Shadow indledte i topfart, men den slap sidenhen til den senere vinder Maharina Sun, som Magnus Teien Gundersen kørte.
Det blev også til en andenplads med Ray Kelly fra Henrik Thomsens træningskvarter og her var der også 50.000 skr. i præmie.

Fire millioner kroner
Tre ud af de seneste fire år har Birger Jørgensen indkørt over fire millioner kroner om året, og det er absolut også muligt i år, hvor der stadigvæk er storløb tilbage.
I 2020 vandt Aarhus-træneren 149 sejre, og det er det bedste de seneste år. De seneste fire år er det gået således for den 1957-fødte træner:
2023: 125 sejre i 701 starter – 4.107.873 kroner indkørt
2022: 140 sejre i 774 starter – 4.153.860 kroner indkørt
2021: 124 sejre i 854 starter – 3.758.019 kroner indkørt
2020: 149 sejre i 860 starter – 4.165.861 kroner indkørt
Næste gang, at Birger Jørgensen er i sulkyen er i Aarhus på søndag, hvor der venter en enkelt køretur, mens han er i sulkyen fire gange ved løbene i Skive på mandag.

Startede på Jydsk Væddeløbsbane
Den 1. januar 1980 blev travtræner på Jydsk Væddeløbsbane tilskrevet cv’et, og Birger Jørgensen var klar til at tage kampen op med banens mangeårige championtræner Vagn Lønborg, der havde vundet 19 championater i træk.
Birger Jørgensen viste ingen nåde. Vagn Lønborg nåede det 20. championat, men måtte herefter se langt efter Birger Jørgensen, der allerede i sit andet år på banen blev champion med 67 sejre.
I 1982 måtte Birger Jørgensen afvige championatet på hjemmebanen, men fra 1983 til 1989 stod gentlemandens navn indskrevet på championat i Aarhus. I 1985 satte Birger rekord, da han vandt 120 sejre på banen i en og samme sæson.
Mange forbinder Birger Jørgensen som catchdriver, men han har haft og har stadigvæk heste i træning. I 1988 kom karrierens første derbysejr, da han vandt med Lancelot Broholm den sidste søndag i august på Lunden.

Fra derbysejr til europamester
Efterhånden havde Birger Jørgensen slået sit navn fast med syvtommersøm, og i 1989 kom endnu et af karrierens højdepunkter. Det blev således til europamesterskabet for travkuske, der blev hjemtaget i Finland.
I 1990 og 1991 sad Henrik Lønborg på championatet i Aarhus, men herefter tegnede Birger Jørgensen sig for et ny abonnement på championaterne. Fra 1992 til og med 2009 var Aarhus-trænerens navn det eneste på listen.
Netop i 2009 kom endnu en af karrierens store triumfer. Birger Jørgensen tog til VM for travkuske i Norge, og vendte hjem til jyske med en guldmedalje omkring halsen. Den foreløbig eneste træner i Danmark med begge titler. Det samme år blev Birger også kåret til Årets Idrætsnavn i Aarhus
Ind i mellem nåede Birger Jørgensen også at sætte rekord for antal sejre på de danske baner i en og samme sæson. I 2000 blev det hele 347 sejre på en og samme sæson. En rekord, der kan blive svær at slå.

Landschampionen Birger
Det er ikke kun på sin hjemmebane, at Birger Jørgensen har vist sig frem. Det er således blev til mange landschampionater i Danmark. Det hele startede i 1985 og med få undtagelser har JVB-træneren vundet flest sejre hvert år.
I 2013 kom endnu en sejr i Dansk Trav Derby, hvor Peter Rudbeck-trænede Stand And Deliver, vandt for Birger Jørgensen. Den anden og foreløbig sidste sejr i Dansk Trav Derby.
Det er ikke kun i Dansk Trav Derby, at Birger Jørgensen har fundet vejen til målstregen. I Dansk Hoppe Derby er det foreløbig blevet til fire sejre. Det er sket med Echuca Cæsar (2001), Filippa Hydrup (2002), Nobodybeatsthebeat (2009) samt Amulet (2016).
Birger Jørgensen er også den træner med flest aktier i DM for travtrænere. Det er blevet til hele fem DM-titler. De er blevet hjemtaget i 2000, 2001, 2003, 2014 og 2018.
Fotos af
Flemming Andersen
Hesselborg Foto
Martin Timm Holmstav
Burt Seeger
Tags: Birger Jørgensen






