Optakt til Aarhus
Det er Jydsk Væddeløbsbane, der står for dagens menu, som består af ni løb med start kl. 15.45.
Treåringerne er i den grad i fokus, når der køres løb i Aarhus i dag. Det gør de i forbindelse med kvalifikationsløbene til Jydsk 3-årings Grand Prix.
Der køres seks prøver i alt og de er fordelt med tre prøver for hopper og tre prøver for hingste og vallakker, og det er her de 12 finaledeltagere skal findes.
Med tre prøver for hver kategori, er det de fire bedste fra hvert løb, der går videre til selve Grand Prix’erne, hvortil der også bliver trukket lod i aften.
Både Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix og Jydsk 3-årings Grand Prix køres søndag den 11. august på Jydsk Væddeløbsbane.

Opdrætningsløbvinder med
Peter Rudbeck-familiens Kongfufighting vandt sidste år Dansk Opdrætningsløb, og den er også til start i den første af prøverne i Aarhus.
Nuncio-sønnen har foreløbigt startet ti gange og det er blevet til ni sejre og en andenplads. Hesten er kun 63.000 kroner i at nå millonen i indtjening.
Stald KTAS kan også se frem til en spændende eftermiddag i det jyske. De har Kazio til start i den anden prøve på Jydsk Væddeløbsbane, hvor den er vindertippet.
Det er Birger Jørgensen, der sidder bag hesten, som Henrik Thomsen står for den daglige træning af. I år er det blevet til fire sejre og to andenpladser i seks starter.

Spændende islæt hos hopperne
I den anden prøve hos hopperne starter en hest, som er i træning i et land, hvorfra de normalt ikke kommer til start på de danske baner.
Det er Keen Lady Josselyn, som i daglige er i træning hos Rene Aebischer i Schweiz. Han overlader dog linerne til svenskeren Adrian Kolgjini i dag.
Fra Morten Juuls træningsstald starter Know Your Shadow i samme løb. Den har vundet Grand Circle 3-års Hoppechampionat i år, og har vundet fire ud af sine fem starter.
En af årgangens mest vindende hopper er Koningin, som Jeppe Juel får chancen med i eftermiddag. Det er foreløbigt blev til to sejre i de 11 starter den har gjort i karrieren.
Fotos af
Ole Hindby
Burt Seeger
Flemming Andersen





