Team Jensen på langfart i dag
Team Jensen på langfart i dag, hvor staldens Nouchka di Quattro er til start.
Flemming Jensen overlader til formiddag staldens ubesejrede Nouchka di Quattro (Maharajah) til Björn Goop, når denne stiller til start på Färjestad.
Nouchka di Quattro har startet to gange i karrieren, og begge starter er vundet. I dag stiller Nouchka di Quattro til start i et 3-åris løb for hopper, hvor det gælder spor seks.
Den svenske hoppe ejes af det tyske selskab Miles Ahead Trotting GmbH, og bagmanden bag dette er danske Jesper Hansen. Den danske opdrætter og hesteejer har de seneste år satset massivt.
Den 3-årige hoppe var i 2021 med på Solvalla Yearling Sale, hvor hesten blev handlet for 500.000 skr. Se hele auktionsresultatet fra 2021 på dette link.
Oser af overskud og klasse
Her på Travet.dk har vi flere gange fremhævet Björn Goop for hans høje klasse i en sulky. Det er dog ikke kun i sulkyen, at den svenske topkusk har gjort sig positivt bemærket.
I forbindelse med denne skrivelse gik vi i vores artikelarkiv, og fandt materiale fra 2021 som viser lidt om klassen på Björn Goop og hans kvaliteter som menneske.
I 2021 skrev vi således – Goop giver 9-årig sit livs oplevelse.
Den 9-årige Rasmus fik sit livs oplevelse, da han lørdag fik lov at dele præmier ud sammen med sit store idol Bjørn Goop.
Det er en hjertevarm historie, der foregik på Ørebrotravet
Blandt publikum jublede den niårige dreng ustyrligt, da hans favoritkusk sejrer og sejrer. Det går ikke ubemærket hen og da Bjørn Goop tager dagens fjerde sejr, spørger travbanechef Robin Thörn, om Rasmus ikke vil være med til at uddele ærespræmierne.
Banechefen havde observeret den store jubel og begejstring når Bjørn Goop var kørt først over målstregen. Noget mor Linda kunne fortælle, at den unge dreng gjorde, uanset om det var via trav på banen eller hjemme.
Rasmus ville for alt i verden ikke gå glip af muligheden for at møde sit store idol. Mødet blev uforglemmeligt for Rasmus, hvilket billederne taler deres tydelige sprog om.
Efter sejrsinterviewet tog Goop den niårige Rasmus ud på banen til sejrsbilledet.






