C D til start i Frankrig
For tredje gang i karrieren er den nu 7-årige hoppe C D (Great Challenger) gået i træning hos franskmanden Jean-Michel Bazire. I dag starter den danske hoppe i Grand Prix Dynavena Maisagri, der har en samlet præmiesum på 40.000 euro.
C D starter kl. 14.15 på Beaumont De Lomagne-banen og løbet kan følges via Dantoto. Løbet afvikles over distancen 2550 m. og CD står sammen med tre øvrige deltagere med 25 meters tillæg.
Jean-Michel Bazire sætter sig selv i sulkyen i dag, og netop nu er den danske traver spilfavorit på Danske Spil. Den franske topkusk, skal forsøge at holde sin fine sejrsstatistik, som i år tæller 57 sejre i 249 starter.
Det er ikke kun i det franske, at C D har vundet gode penge. En del af pengene er også vundet i hestens fødeland Danmark.
Som 2-åring vandt C D Jydsk 2-årings Grand Prix, mens det blev til andenplads bag Come On Hugo i Dansk Opdrætningsløb.
Året efter blev det til storløbssejr i Dansk Hoppe Kriterium, mens hoppen var anden i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix bag Commit Boom Bay.
Det blev til en tredjeplads i Jydsk 4-årings Grand Prix, men i Dansk Hoppe Derby endte den uden for præmierækken. Begge med Commit Boom Bay som vinder.
C D står aktuelt noteret for 61 starter og 1.962.103 kr.
I dag kan C D med en fin placering runde to millioner kroner i karrieren.
Startlisten ses på dette link.
Hesselborg Foto.







