Marc Bæk – Han har fået tiden til at blive klar
I 2016 kunne Marc Bæk Nielsen køre Albatros til en overraskende tredjeplads bag Axel og Aron The Baron i Dansk Trav Derby. Totalisatoren stod på 969, da startbilen satte i gang, men med flot kørsel og en hest, der var klar på dagen, lykkes det Albatros at hente 134.500 kr.
I 2019 blev det til et dansk mesterskab, da Marie S. Andersen sejrede på Fyens Væddeløbsbane i DM for monté. Netop monté har Albatros været særdeles dygtig i, og aktuelt siger resultatrækken, 13 præmiegivende placeringer i 14 starter.
Det er blevet til fem sejre i monté.
Samlet står Albatros noteret for 14 sejre i 57 starter, mens præmiekontoen har rundet den halve million. Albatros står aktuelt med 520.672 kr. på præmiekontoen.

Travet.dk har i dag været i kontakt med Marc Bæk Nielsen.
“Han fik en skade efter sejren i DM, og ikke noget specielt. Det tog et par måneder og komme over, men desværre fik han et tilbagefald, så det hele blev endnu værre.
Han har fået tiden til at blive klar sidenhen, og han har i princippet været klar i nogle måneder efterhånden. Vi har ikke ville tage nogen chancer, så vi har taget det stille og roligt med ham.
Med hensyn til planerne fremadrettet, er det meningen at han både skal starte for sulky og monté. Hvis han holder til det, så skal han selvfølgelig ud at gå nogle montéløb, da han har evnerne og lysten til dette.
Det er dog planen at de første par starter sker for sulky, fortæller Marc Bæk Nielsen.”
Interessant hest i prøveløb
I morgen er Marc Bæk Nielsen på plads, når der afvikles løb på hjemmebanen. Her medbringer man ligeledes den svenske 3-åring Louane (Charly du Noyer), og det er en hest Aalborg-træneren taler varmt om.
“Det er en tiltalende model, som jeg har haft siden derbyauktionen. Jeg glæder mig til prøveløbet i morgen, afrunder Marc Bæk Nielsen.”






