Redaktør – Har vi ikke selv et ansvar?
Redaktør – Har vi ikke selv et ansvar?
Ansvar starter hos hesteejerne
Den mest slidte sætning i travsporten er: “Hesteejerne betaler, så de bestemmer.” Men den er også den mest skadelige. For den fritager hesteejere for ansvar, og den normaliserer et valg, der i realiteten underminerer hele sportens troværdighed.
Den sætning er efterhånden blevet standardsvaret, når nogen stiller spørgsmål ved valget af trænere. Men måske er det netop dér, problemet starter.
For hvorfor bliver danske, nordiske, europæiske og amerikanske hesteejere ved med at støtte trænere med dopinghistorik eller trænere der har opført sig skidt overfor vores heste (seneste sag fra Sverige), mens trænere, der spiller efter reglerne, må se sig henvist til sekundære placeringer? Hvorfor accepterer man, at sportens omdømme og integritet undermineres, blot fordi ambitionen om at stå i vindercirklen vejer tungere end alt andet?
Vi hylder de store sportslige resultater, men vi glemmer ofte vejen dertil. Det smager bittert, når storløbssejre går til trænere med en dopingfortid, mens de regelrette igen og igen må se sig slået af konkurrenter, der ikke har samme respekt for sportens spilleregler.
Hesteejere taler varmt om hestevelfærd. Om heste som familiemedlemmer. Om ansvar og omsorg. Men det lyder hult, når man samtidig sender sine heste i træning hos mennesker, der har brudt reglerne — ofte mere end én gang. Det er holdningsløst, og det underminerer alle de mennesker, der ønsker at konkurrere på lige vilkår og med respekt for dyrene.
Der er nuancer, og gudskelov for det. Men én ting bør stå fuldstændig klart: Trænere med flere dopingsager og trænere med dokumenteret karakterbrist i omgang med dyr bør ikke have nogen gang i sporten.
Det påvirker sportens troværdighed globalt, at hesteejere fortsat bakker op om disse trænere, samtidig med at de deltager i debatten om dyrevelfærd. For det er netop her, udfordringen ligger: Man kan ikke tale om ansvar og etik, hvis man aktivt støtter dem, der har brudt begge dele.
Så længe dette fortsætter, kan organisationer råbe og skrige alt det, de vil. Intet ændrer sig, før hesteejerne ændrer adfærd. Det starter et sted — og det er hos os selv.
Hvis vindercirklen betyder mere end dyrevelfærd, så har hele hestesporten et problem. Måske er det på tide, at vi ser på, hvor vi sender vores heste i træning.
Af redaktør Ulrik Pedersen
