God januar for Juul
Skive-træneren Morten Juul kan se tilbage på en januar måned, hvor det hele gik op i en højere end. Det betød også, at hans stald hentede gode præmiepenge ind i løbet af måneden.
Det blev til 14 starter for Morten Juuls stald i løbet af januar. Facittet blev tre trænersejre for træneren, der hentede to sejre på Spar Nord Arena i Aalborg samt en enkelt sejr på Charlottenlund Travbane.
Den største præmie stod Jackson La Marc for, da den vandt det traditionsrige Otto Hallings Mindeløb på Lunden, hvor Birger Jørgensen kørte den seksårige vallak til sejr.
Med yderligere to andenpladser samt en tredjeplads betød det også, at stalden hentede 68.250 kroner ind i præmiepenge i løbet af måneden, og det gør træneren til den mest vindende i januar.
Henrik Lønborg var den træner, der indkørte næstmest i samme måned. Det blev til præmier for 47.200 kroner, mens Pauli Andersens stald indkørte 44.000 kroner.

Tre heste til start på fredag
I overmorgen snurrer hjulene på Jydsk Væddeløbsbane, og der har Morten Juul startanmeldt tre heste. På forhånd ligner det, at Skive-træneren kan få en fin fredag i Aarhus.
Hollandskfødte Pierre Schermer er den først hest ude for Morten Juul. Den får Birger Jørgensen i sulkyen og jagter karrierens første sejr. Det sker fra spor seks over 1800 meter snore.
Birger Jørgensen skal også køre ligeledes hollandskfødte Pastor Pete, der er tippet som vinder i løbet. Parret starter fra spor fem over 1800 meter auto, og skal forsøge at tage karrierens tredje sejr.
I montéløbet er Morten Juul også repræsenteret. Det er han med Galant Lund, der får Marie S. Andersen i sadlen. Den otteårige vallak har fået spor et i volten over 1840 meter.

En travsportsinteresseret famile
Morten Juul er ud af en travsportsinteresseret familie. Hans far er den mangeårige amatørkusk Per Juul, der fortsat er aktiv med hjemmebane på Skive Trav, ligesom sin søn.
Mere kendt er Morten Juuls onkel. Det er Lunden-træneren Steen Juul, der ikke behøver en nærmere præsentation ud over at han er en af de vindende kuske i Danmark.
Der er også nok at se til i det daglige for Skive-træneren. Det er 27 heste på træningslisten, hvoraf der er enkelte ungheste i stalden, der endnu ikke har været til start.
Selvom han ikke er så meget i sulkyen mere, havde Morten Juul en af sine bedre sæsoner i 2025, som kusk. Det blev til seks sejre i 24 starter, og han sluttede dermed en sejrsprocent på 25.
Fotos af Burt Seeger, Gorm Foto & Hesselborg Foto











