For skibet skal sejle i nat – eller skal det?
Hvis det her skal lykkedes, er vi nødt til at trække i samme retning. Hvorfor gør vi så ikke bare det?
Det kan være lidt svært at gennemskue kommandoveje og strukturer i vores organisation.
Hvis vi forestiller os at DanskHV er moderskibet – ledet af Kaptajnen, direktionen -, DTC og Dansk Galop er rederiet, banerne er styrmænd, og alle de aktive er slæbebåde organiseret i deres respektive foreninger (træner- amatør- og opdrætterforeninger osv.) så er det måske lidt mere overskueligt at forstå hvordan det “burde” se ud.
Inden afgang sikrer Kaptajnen sig at alle mand har forstået deres opgaver, og ved hvor skibet er på vej hen, så hvis der mangler en mand på en post undervejs, er den næste i fødekæden klar til at tage over, så man ikke pludseligt er lost, på åbent hav.
Problemerne opstår, når Kaptajnen på moderskibet kalder ned i maskinrummet og, siger at de skal sætte kursen stik syd, så er det lidt svært for dem dernede at sætte kursen, da de befinder sig under havets overflade og ikke har overblikket.
Hvis man nu i stedet havde kontaktet styrmændene (banerne) og bedt dem om det samme, så havde de kunne udstikke kursen og derefter kontakte maskinrummet, som kunne tage kontakt til slæbebådene – og fortælle dem at man var på vej stik syd, at der var stærk modvind og 50 sømil igen, så ved de hvad der skal ske for at komme dertil.
Man kan ikke som Kaptajn forvente at slæbebådene sejler i den ønskede retning, når de ikke er orienteret om destinationen.
Når man udstikker et lille glimt af den samlede plan direkte til slæbebådene, uden at styrmand og maskinrum er orienteret, så bidrager det til en skævvridning og usikkerhed, som vi på ingen måde har brug for, for at trække i samme retning.
Væddeløbssporten har et missions og visions powerpoint på DanskHV.dk fra 2022 (min egen personlige mening om mission/vision’s powerpoint er at det er candyfloss der har materialiseret sig, på kulørt papir), men vi har ingen handleplan, eller destination.
Vi, som sport og udøvere, har ingen søkort, ingen handleplan – vi aner ikke hvor vi er på vej hen. Og alligevel skal vi bare have tillid og lade Kaptjnen og moderskibet sejle deres/vores egen sø.
Hvis man som rederi og moderskib, formåede at få alle mand på dæk, så vi kunne få vendt skuden og sætte kurs mod landet af mælk og honning, så kunne alle mand koncentrere sig om det de hver i sær var gode til, fordi der ikke var nogen tvivl om at vi havde besat alle poster, og alle opgaver var i gode hænder.
Men uden koordinater, ved man ikke om, eller hvornår, man er inden for skiven, og at tage til forhandling med svenskerne, uden at vi allesammen kender planen – eller som minimum Kaptajnen gør – skaber blot en masse usikkerhed, som ikke gør nogen af os godt.
Desuden er det en rigtigt dårlig forhandlingssituation, ikke at have sin handlingsplan og sine mål klart defineret. Så forhandler man jo i blinde, og ved ikke hvornår man har den gode aftale ombord.
Uden tillid til kaptajnen, moderskibet og rederiet risikerer man mytteri på båden.
Fotos af
- Burt Seeger
- Hesselborg Foto
Af Julie Malmros.
