fbpx
Home > Indland > Preben Munch: “Hvis ikke de får chancen, hvordan skal det så kunne lade sig gøre?”

Preben Munch: “Hvis ikke de får chancen, hvordan skal det så kunne lade sig gøre?”

Han har haft travsporten som en del af tilværelsen siden barnsben, hvor hans far var træner. Efter et større afbræk er han nu tilbage.

En succesrig virksomhed og manglende interesse fra den yngre generations side gjorde, at Preben Munch Kjærgaard havde svært ved at holde fast i sin store interesse for travsporten. Efter farens død blev travet sat helt på stand by for en årrække, men nu er han tilbage i fulde omdrejninger, og denne gang er familien med.

“Når man er født ind i travet, som jeg er, vil det altid ligge i én. Da jeg opdagede, at Team Lunden startede et anpartsprojekt, så jeg det som en mulighed for at genoptage interessen for travsporten. Apollo Damgård var udsolgt, men da Bali blev udbudt året efter, slog jeg til. Jeg er et familiemenneske til fingerspidserne, så jeg købte anparter til hele familien. Få uger senere sejrede hesten i den indledende afdeling til Avlsløbet, hvorefter vi blev enige om, at vi skulle til derby næste år, forhåbentlig med deltagelse i hovedløbet.”

Uden opbakning og opstået interesse fra familien, havde vi nok ikke set samme investering i sporten fra Prebens side, som tilfældet har været:

“Jeg havde nok stadig deltaget i flere anpartsprojekter, men det var aldrig blevet det samme, hvis ikke, mine drenge især, var blevet grebet af det.”

Staldpseudonymet MASIOL er faktisk baseret på sønnernes navne: Marc, Simon og Oliver.

Anpartsprojekter fik Preben Munch Kjærgaard tilbage i sporten. Et tiltag han gerne så mere udbredt:

“Jeg er helt uforstående overfor, at alle baner ikke har et lignende projekt. Vi vil alle gerne, at sporten skal overleve og udvikles, men det kan ikke lade sig gøre uden at få nye mennesker ind i den. Det koster mange penge, hvis man skal gå ind i det selv, men anpartsprojekter som eksempelvis Team Lunden er en billig måde at gøre tingene på, og oplevelserne er stadig de samme.”

Sportsligt har Preben forsøgt flere nye tiltag, bl.a. et Mindeløb for sin far, Preben Munch. Et tiltag, der har overrasket skaberen selv positivt:

Efter min far døde, havde jeg i tankerne at lave et mindeløb nogle år efter. Det blev så noget senere end ventet, derfor var jeg i tvivl om, hvordan det ville blive taget imod. Da jeg indledte dialogen med Flemming (Sunn red.), havde jeg nogle klare holdninger omkring konceptet, da det også skulle være i min fars ånd.”

To muligheder var åbne for Preben: En løbsserie for hopperne eller en kuskematch:

“Min far var kendt for at være damernes ven. Forstået på den måde, at han var kendt for at være god til de hopper, der havde et besværligt sind. Kuskematchen fordi, min far støttede meget op omkring den levevej, det er at være professionel travtræner.”

Valget faldt på hopperne, hvilket var tilfredsstillende for alle parter, da man syntes, der var for få muligheder for hopperne efter årgangsløbene.

Oplevelserne har været mange, siden Preben som helt lille begyndte at komme rundt på de danske væddeløbsbaner. Efter sin tilbagevenden har han bl.a. vundet Derby som medejer af Commit Boom Bay, men også familiens egen, Epos Østervang, har givet ham og sønnerne mange store oplevelser indtil nu.

Hvad betyder egentlig mest?

“Hoppederbyet er det største løb, jeg har prøvet at vinde som ejer, men de oplevelser jeg har med mine sønner, omkring eksempelvis Epos Østervang, er kæmpestore for os alle, og det at kunne dele oplevelserne med dem man elsker, betyder nok mest.”

Preben er med i mange interessante heste, og flere af dem er i træning hos Mads Hviid Nielsen. Hvad ligger til grund for det?

“ Da Peter Jensen valgte at stoppe, skal jeg være ærlig og sige, at mine første overvejelser gik på Steen Juul eller en anden af de større trænere i Danmark. Min kone, som er den mindst interesserede af os, spurgte hvorfor vi dog ikke bakkede op omkring en ung træner som Mads. Og hvorfor skulle vi ikke det?

Vi kan ikke sende alle hestene til de 2-3 største trænere i landet. Det er de unge mennesker, der skal videreføre sporten, og hvis ikke de får chancen, hvordan skal det så kunne lade sig gøre?”

Af Mikkel Johansen.

Du ville måske også kunne lide
Vil du arbejde i en professionel travstald
Det ligner en stor dansk aften
Mads Hviid investerer
x
Travet.dk

Travet.dk