fbpx
Home > Indland > Jan Dahlgaard: “Jeg så helst, at man ikke havde flyttet det.”

Jan Dahlgaard: “Jeg så helst, at man ikke havde flyttet det.”

Gennem årene har Jan Dahlgaard deltaget i størstedelen af de danske årgangsløb. Sidste år blev Grand Circle for de 3-årige flyttet – en ændring, han gerne havde været foruden.

Stalden tæller på nuværende tidspunkt 13 heste, heriblandt fire 4-åringer. Den ene af disse er Eros Sisa, der vandt sin sæsondebut i fin stil.

“Det virker til, at vi er ved at få styr på hans temperament. Han er også begyndt at kunne tåle mere træning, hvilket selvfølgelig gør, at vi kan skærpe den noget mere. Det er en ganske fin hest, så vi starter på og ser, hvad det udvikler sig til.”

En anden spændende hest i stalden er 3-årige Fourfiveseconds:

“Startede en enkelt gang sidste år, hvor det desværre endte i galop. Efterfølgende valgte vi at træne på. Vi håber, den kan gøre sig gældende i de større løb for hopperne. Hvis alt går planmæssigt, sæsondebuterer den til foråret.”

Aida Boy – KM FOTO

I fredagens prøve/rutineløb på Fyn fik vi et glædeligt gensyn med Aida Boy. En hest der lignede et emne til de norske årgangsløb sidste år:

“Hesten fik desværre en gaffelbåndsskade efter en start på Jægersro. Nu er den heldigvis klar igen, og jeg var tilfreds med den i rutineløbet. Det var dens første reelle udblæsning, så den var forståeligt nok lidt tung i det. Nu træner vi videre, og så finder vi en passende opgave til ham.”

Besøg hos travtræner Jan Dahlgaard

Jan Dahlgaard har altid været kendt for at være dygtig til ungheste. Sidste år valgte man at rykke Grand Circle for de 3-årige til tidligere på året. Noget der skabte stor debat blandt de aktive.

“Jeg synes, det blev meldt for sent ud sidste år. I år har vi muligheden for at matche hestene efter det, så er det op til den enkelte, om man vil deltage eller ej.”

Skive-træneren ser dog flere problematikker i flytningen:

“Jo før hestene skal præstere, jo tidligere er man nødt til at spænde buen. Det medfører som oftest en kortere løbskarriere for årgangshestene, hvilket den nuværende hurtigklasse vel er et godt eksempel på.”

“Jeg så helst, at man ikke havde flyttet det. Jeg føler lidt, at løbet nu mest er forbeholdt de heste, der allerede kommer som 2-års. Det er svært for en hest med få starter på bagen og ganske lidt rutine at kunne gøre sig gældende i de større løb.”

Af Mikkel Johansen

Du ville måske også kunne lide
Sidder Jan Dahlgaard med nøglen
Jan Dahlgaard gjorde nordmand glad
x
Travet.dk

Travet.dk