Ekstra Bladets Travklub prøver igen
Jeppe Juel står for træningen af bladhesten Danny E P (Donato Hanover), som lørdag skal forsøge at tage sæsonens tredje sejr. Jeppe Juel sætter sig selv i sulkyen bag den 5-årige vallak.
EkstraBladets Travklub overtog sidste år Danny E P fra Bo Westergaard, hvorefter den gik i træning hos Jeppe Juel, og samme Jeppe Juel har også italieneren Zadok Font v. Conway Hall-Farah De Jesolo, i træning for EkstraBladets Travklub.
Danny E P er vinder af fire af karrierens 17 starter, og skal lørdag forsøge at følge op på to fine præstationer i træk. Danny E P er opdrættet af Stald E. P og er efter den amerikanske hoppe Gillnet.
Gillnet (Armbro Goal) vandt selv 22 løb i karrieren, som bød på 110 starter. Den fine hoppe indløb 1.561.522 kr. og satte rekord 11 i hendes aktive karriere.
Ekstra Bladet startede op med anpartsheste i 2010, og heste som Tonicetobetrue og Race Cowboyland har sidenhen givet medlemmerne mange fine oplevelser.
De to primusmotorer er Anders Stoffer og Mogens Jensen. De to herre har i en årrække leveret et kæmpe stykke arbejde for travklubben, som har medlemmer over hele Danmark.
De to herre er glødende travsportselskere, og uden de to herres engagement og indsats, så havde der uden tvivl ikke været noget, der hed Ekstrabladets Travklub i dag.
Lørdag skal medlemmerne håbe på ny succes, når Danny E P er til start.