Udland – Dansk opdrættersejr
Opdrættersejr til Bjarne Fyenbo på Jägersro.
Veronica Haglund-trænede Ruth Halback (Orlando Vici) sejrede med Gustav Johansson.
Vindertiden 1.14,0/2140 meter auto
Præmie 40.000 SEK.
Se løbet.
Om Bjarne Fyenbo
For Bjarne Fyenbo blev travsporten først en sport da han var 28 år gammel. Selvom mine forældre drev et mindre landbrug, hvor jeg altid havde haft kontakt med dyr havde jeg mit arbejde på bl.a Aalborg Værft.
En dag købte jeg sammen med en kammerat en travhest og vi fik amatørlicens, men allerede fra dag ét kunne jeg mærke at det var opdræt der havde min store interesse. Jeg købte hoppen, Ann Mission, som fik et par gode føl i Hannibal og Kiba Dirt der begge blev solgt til Norge.
I fritiden kom jeg til at hjælpe Simon Krogh, den tidligere formand for Aalborg Væddeløbsbane og efter nogen tid blev jeg ansat til at passe alle deres heste og træne dem. På et tidspunkt søgte Bent Ole Pedersen en mand til at hjælpe ham og det var jo kun et stenkast fra min bopæl.
Det var Stutteriet Bakkelygaard og her lærte jeg meget om at træne og udvikle hestene fra de var helt unge. Bent Ole er den dygtigste hestemand jeg har kendt og han kunne om nogen se på en hest hvilke evner den havde. Den måde han kørte en plag til og gjorde den klar til løb var på det tidspunkt helt unik. Han lærte mig, at man ikke kan forcere en hest men at grundtræningen og konditionen er nødvendigt for at kunne få hestene til at præstere. Det har jeg gjort til mine og lever efter det den dag i dag.
Da Hovhedegaard blev bygget af Lars Berg og med Jørn Damsgaard, som træner, fulgte jeg med. Og her videreudviklede jeg min viden om væddeløbshestes udvikling. Gennem årene havde jeg sparet lidt op og besluttede at starte op som selvstændig travtræner. Først skulle jeg have en trænereksamen og fik den.
På gården grundlagde jeg Stutteriet Halbak og det har været en fornøjelse at træne og udvikle hestene. Mine opdrætterevner har jeg brugt gennem alle årene sideløbende med trænergerningen og det er stadigvæk en meget stor interesse for mig at få en følhoppe i fol og derefter modtage et nyt føl.
Den oplevelse bliver man aldrig for gammel til at opleve. Det er livet. Selvfølgelig har vi opdrættere jo ikke de bedste betingelser i vores branche lige nu, men jeg har været heldig og haft nogle gode norske og svenske hesteejere der har købt hest hos mig gennem alle årene. Det gør de stadigvæk og jeg deltager på auktioner i både Norge, Sverige og Danmark.
Jeg har en lille rundbane på 350 meter som jeg bruger til at køre plagene til og til almindelig opvarmning inden vi kører over på den store kuperede 1000 meter bane med de bedste muligheder for intervaltræning. Jordbunden her er helt fantastisk og skåner hestene Og så er mine folde meget store og ligger i et kuperet terræn.
Der er i denne skrivelse citeret fra Racing Arena Aalborg – profil præsentation.