I.C Tvede Memorial – Døde 59 år gammel og oprettede mindeløb
Kenn Erik Bech har i en række artikler beskrevet diverse løb på Charlottenlund Travbane. I dag afvikles I.C Tvede Memorial.
Af Kenn Erik Bech
Da Det Danske Travselskabs første formand, I. C. Tvede, døde i 1909, kun 59 år gammel, besluttede man at køre et mindeløb for ham, og det skulle være kun for 2-årige heste. Løbet køres i dag på Charlottenlund.
I 1885 kørtes de første travløb i Danmark. Det skete på Kjøbenhavns Traverbane, som var beliggende ved Lyngbyvejen tæt på, hvor Ryparkens Station i dag ligger. Blandt initiativtagerne dengang var netop Tvede.
Det fortælles, at Tvede var en af de første til at ansætte en professionel travtræner til at træne sine heste, navnet var Peter Petersen. På den tid var løbene sammensatte af en salig blanding af forskellige hesteracer, så Tvede ville skabe en mere dansk traverrace bygget på de eksisterende amerikanske, franske og russiske racer. Det var alle mildt sagt ikke enige i med ham om, og derfor kom der en ny travbane i Charlottes Bøgelund i Charlottenlund!
Tvedes russerhoppe
På fotoet her ses Tvede med sin russiske skimlede hoppe, en såkaldt Orloff-traver, med navnet Nano. Nano – også benævnt enkelte steder Nana – startede i travløbene fra 1886 til hun var 18 år gammel i 1904 med en pause undervejs, hvor blev mor til derbyvinder Eva, en af Dansk Travsports første stjerner. Eva vandt både Kriterium og Derby.
Tvede’s træner, førnævnte Peter Petersen, fortalte til Trav Tidene i 1941, ved Charlottenlund Travbanes 50 års jubilæum om Tvede og hans hoppe Nano:
-Tvede holdt altid to travere ad gangen, og når de ikke var i toppen mere blev de anvendt som rideheste, til kørebrug eller i avlen. Den bedste hest, han havde, var den kendte russer Nano fra det samme Moskva-stutteri, som Christian IX’s to pragtfulde heste, som Kongen fik forærende at den russiske Czar. Da Nano kom bort fra banen som 12-årig, havde den vundet de fleste løb, den havde deltaget i, men præmierne var ikke så store dengang.
I de største løb var førstepræmien 800 kr. – og et sølvbæger, dog 800 kroner var ikke så lidt på den tid.
Mor og datter vandt løbet
Det første mindeløb blev vundet af den dengang kendte travmand Julius Høybyes Marcel, og Julius Høybye vandt Tvede’s hele 5 gange i de første 7 år dette løb blev kørt!
På det andet foto (foto B Seeger) her ses vinderkusken i 1966, Walther Kaiser-Hansen, bag Komtesse Helle, og dennes ejer, Jørn W. Hansen.
Walther Kaiser-Hansen vandt løbet i alt 5 gange, bl.a. også i 1971 med Prinsesse Helle, datter af netop Komtesse Helle!
Topfoto
- Burt Seeger.