Gæsteblog af Lars Hellerup – Mens de snakker om Lunden skal vi videre
Racing Arena Aalborgs banechef Lars Hellerup vil fremover med jævne mellemrum skrive blogindlæg til Travet.dk om relevante travpolitiske emner. Lars Hellerups indlæg står helt for egen regning, og er ikke godkendt eller diskuteret med bestyrelsen for Racing Arena Aalborg.
Det nok de færreste i Trav-Danmark, der ikke har en mening om Det Danske Travselskabs beslutning om at forblive på Lunden. Specielt på de sociale medier oplever man ofte hvordan emner, der egentligt intet har med beslutningen at gøre, alligevel i løbet af en 3-4 kommentarer kommer til at handle om netop denne. Hvorefter en mindre hær af velkendte debattører slår i hinanden i hovedet med holdninger alle efterhånden kender til hudløshed.
En smule trættende, og der skabes en opfattelse af at hele vores sports fremtid afhænger af hvad Det Danske Travselskab beslutter, og at vi med den trufne beslutning, står på afgrundens grund uden nogen fremtid. Ikke specielt befordrende for en sport der står ved en skillevej, og som indenfor en forholdsvis kort tidshorisont skal skabe og dokumentere fremgang.
MEN beslutningen er truffet af to omgange, og som landet ligger er jeg og andre selvfølgelig nødt til at respektere dette.
Respekt for beslutningen er dog ikke det samme som en blanco check til at alt så bare skal køre videre som vanligt.
Der er nemlig helt åbenlyse problemer i forhold til driften af Lunden, hvis konsekvenser påvirker hele vores sport, og som vi derfor er nødt til at forholde os til. Problemer der ville skulle løses uanset hvilken beslutning Det Danske Travselskab havde truffet. Alternativet til at blive i Lunden har nemlig realistisk vurderet en tidshorisont på minimum 6 – 8 år, og der er i vores sport hverken tid eller penge til at lade stå til i så mange år.
Et af de helt store problemer er manglen på heste i løbene, og det faktum at løbene ofte kun kan afvikles i kraft af at der transporteres heste fra hele landet til Lunden.
I en sport hvor midlerne er små, er vi nødt til at se på hvordan vi skaber det bedst mulige økonomiske kredsløb med de penge vi trods alt har. Konkret betyder det at vi er bedst stillet ved at holde så mange penge som muligt inde i vores eget kredsløb. En reduktion af hesteejernes udgifter er et af de håndtag vi kan trække i for at forbedre bundlinjen hos hesteejere og aktive, og her er en reduktion af transportudgifter et af elementerne. Det er med andre ord tudetosset at der forsvinder titusinder af kroner ud af vores økonomiske kredsløb til diesel, broafgift m.v. når heste transporteres til Lunden for at de kan afvikle løb.
Økonomisk vil der være meget mere fornuft i at ligge flere løbsdage der hvor hestene er. En reduktion af antallet af hverdagsløbsdage på Lunden må derfor ligge lige til højrebenet når sæsonplan 2023 skal udarbejdes.
”Der hvor hestene er” er i den sammenhæng et flygtigt begreb. For det paradoksale i denne diskussion er at der faktisk er heste på Lunden/Sjælland. Ifølge den seneste opgørelse fra Dansk Hestevæddeløb (15. juni 2022) er der til Lunden tilknyttet 327 heste i professionel – eller amatørtræning . Det svarer til 14,5 % af det samlede hestemateriale i Danmark, og det er faktisk kun banerne i Skive (18,1 %) og Aalborg (26,5 %) der har flere heste tilknyttet. På papiret burde Lunden være langt mere selvforsynende til deres egne løbsdage end de er.
Set i lyset af dette er vi måske nået dertil hvor vi er nødt til at diskutere om der overhovedet er basis for at have en hovedstadsbane på det ambitionsniveau (højeste driftstilskud + højeste præmiebudget + næstflest løbsdage og alligevel som regel færrest heste i løbene) som vi har nu.
Er nærheden til og konkurrencen fra Sverige blevet så hård, at grundlaget for en hovedstadsbane på det niveau er undermineret, og er vi nødt til at tænke i helt nye baner når det kommer til travsporten i hovedstadsområdet/Østdanmark?
Kunne et fremtidigt scenarie være en aftale med Svensk Travsport om at Lundens dage blev kørt som ”danskerdage” på den ny Jâgersro bane, suppleret med et moderne træningscenter beliggende centralt på Sjælland hvorfra hestene så kunne fordele sig på de sydsvenske baner, Odense og Nykøbing Falster?
Måske – men vi står ikke som sport på afgrundens rand på grund af beslutninger der er taget eller ikke taget af Det Danske Travselskab. Der er stadig som det fremgår af ovenstående rum at manøvrere i, og mulighed for en positiv udvikling.
Det er så bare en udvikling hvor hovedstaden ikke har den centrale placering som den historisk har haft.
Det er måske heller ikke nødvendigt hvis vi skal vækste. Hvis vi kigger andre steder hen, er det jo lykkedes at udvikle andre sportsgrene til kommercielle succeser uden at det er hovedstaden, der har været motoren i dette. Hverken herre eller damehåndbold har hovedstadsklubber som den kommercielle motor, og det har ishockeyen heller ikke.
Så det kan altså lade sig gøre. Det reelle spørgsmål er vel derfor om modet til at træffe de nødvendige beslutninger er der.