Kamilla Plambech – Vi har fulgt hende siden hun var 9
Der er sket meget, siden denne skribent oplevede en blot 9-årige Kamilla Plambech køre løb på SPT-banen, også kaldet Sydsjællands ponytravbane. I dag står hun som en af travsportens helt store talenter og med en nominering i hånden til Hestesportens galla.
Det har været en sand fornøjelse at følge Kamilla Plambech gennem de seneste 10 år. Da denne skribent mødte Kamilla for første gang, var hun allerede en dygtig medhjælper i stalden hos papfaderen Anders F. Jensen, og mange fine heste har været gennem hænderne på den dygtige hestepige/kvinde.
I flere år hed den store passion ponysporten, hvor hun indkøbte sine egne ponyer for egne penge. Man kunne få den tanke, at fordi papfar er professionel travtræner, så er Kamilla kommet lettere til tingene end mange andre, men skyd bare den tanke ned, for det kan ikke være mere forkert.
Det har tværtimod været sådan hos familien, at hvis man vil noget med travsporten, så var der kun en vej frem, og den opskrift hedder hårdt og målrettet arbejde. De to ord har fulgt Kamilla gennem hele opvæksten.
Kamilla Plambech er fantastisk hårdtarbejdende og vil hele tiden lære nye ting. De to egenskaber har været stærkt medvirkende til, at den unge amatørkusk i dag står med en nominering i hånden til Hestesportens Galla.
Store menneskelige kvaliteter
De menneskelige kvaliteter er ligeledes til stede hos Kamilla Plambech. En stor empati for andre mennesker, kombineret med en tilhørende evne til at hjælpe, andre er to fine egenskaber hos Kamilla Plambech. Der er ingen der går forgæves, hvis man har brug for hjælp, og hun har tiden/muligheden.
Der er sket en kontinuerlig udvikling hos Kamilla Plambech, i og med køreturene er blevet flere og flere. Den forsigtighed, der måske var i karrierens start, er udskiftet med en kølighed og stor fornuft.
Der køres travløb med indersiden af hovedet, og man ser ikke Kamilla Plambech køre en hest bort grundet ivrighed eller manglende løbsforståelse. Hun er en af de unge mennesker, der bliver interessant og følge de kommende år i dansk travsport.
Foto Burt Seeger.