Frankrig – Første danskere har været ude
Stald Rita og Stald Sotto havde begge heste til start i dagens Prix De Feneu på Vincennes.
Her gik det bedst for Stald Ritas Ingentia Prima, der besatte løbets fjerdeplads. Der var galop for Stald Ritas Illusion efter ca. 500 meters kørsel og så var den dag slut.
Ingentia Prima var toneangivende fra start og tog enkelt spids. Det var en føring der holdt til midt på opløbet, hvor den danskejet traver måtte se sig passeret af tre konkurrenter.
Løbet blev vundet af Ile Deserte og Leo Abrivard i tiden 1.13,0/2100 m. Auto.
Se løbet her.
Om stald Rita
Andelshesten Enjoy DR2 blev Jørgen Jensens indgangsvinkel til travsporten. Han købte to af de lige ved 900 anparter til stykprisen 300 kroner. Enjoyen viste stort talent og stod foran derbyprøverne, da hesten brækkede benet under træningen.
Ikke den bedste begyndelse, men Enjoy DR2 kom tilbage. Dog aldrig på det niveau som i fireårssæsonen, hvor hesten blev den første og hidtil eneste hest, som tilføjede jævnaldrene Essex et nederlag inden sidstnævnte måtte aflives.
Jørgen Jensen og hans hustru blev så tændte på travsporten, at man senere valgte at købe egne heste. Den første i oktober 2006. Og nu her godt 16 år senere står Jørgen Jensen og hans hustru, med et stort, og spændende hestehold.
Burt Seeger.