Preben Sørensen – Hvad bilder de sig ind
Det er en vred og skuffet Preben Sørensen, der i dag har kunnet læse at bestyrelsesformanden for Dansk Hestevæddeløb ikke mener, at det er sportens opgave at afholde auktion 2022.
En udmelding man skriver på travmediet Travservice, hvor disse ord kommer fra John Kirketerp.
“Det var selvsamme John Kirketerp, der bad os alle snakke sporten op. Vi har i dag d. 13. januar og i første udtalelse til de danske medier melder man sådan noget ud.
Vi har intet hørt og det er en skandale. Det er og bliver svært for opdrætterne, som har lavet føl uden at have kendskab til denne beslutning. Det kunne have været dejligt at have haft den info. Nu kommer opdrætterne til at stå med en masse afkom, som skal sælges hjemmefra.
Hvis opdrætterne ikke kan få sine afkom solgt, så er der to muligheder. Enten kan de skrue deres aktiviteter ned til et minimum ellers kan de lukke deres butik ned. Der er ikke andre muligheder, og så skal vi være positive samt snakke sporten op.
Hvad er det da for noget at udtale, når man har siddet med denne viden. Det er ikke ordentlighed og det er at træde på alle de danske opdrættere. Det her giver ramaskrig og så kunne man måske se på om ens egen organisation skulle trimmes i stedet for at spare på en auktion.
Nu fratager man opdrætterne deres største salgsmulighed og man har ikke anstændighed til at melde ud. Det kommer listende ind ad bagdøren og vi skal bare være positive. Hvor er anstændigheden blevet af.
Vi kommer til at skære vores avlsvirksomhed ned til et absolut minimum fremadrettet. De sidste par år, har vi kunne vise vores åringer frem herhjemme og det har vi klaret os fint på.
Nu kan man spørge sig selv, om sporten har tænkt sig at afvikle årets derby eller er det heller ikke sportens opgave, afrunder Preben Sørensen.
Se udmeldingen på Travservice her.