Afgørelse i Propulsion-sagen
Der er i dag faldet afgørelse i Propulsion-sagen, hvor ansvaret blev lagt hos træneren Daniel Redén, mens ejeren Stall Zet nu skal tilbagebetale præmiepengene.
STAD (Svensk Travsports Ansvars och Disciplinnämnd) har i dag besluttet at dømme Propulsions træner Daniel Redén efter træneransvaret, for at have startet en nervesnittet hest i mod antidopingreglementet i Sverige. Der er dog ingen sanktioner i form af bøder.
– Først og fremmest tror jeg, at alle føler sig lettet over, at der endelig er taget en beslutning i dette spørgsmål, som har været diskuteret siden juni sidste år. Dette har været svært for alle involverede og for hele travsporten.
– Nu har begge parter været nødt til at præsentere deres side af sagen for et uafhængigt organ, der nu er kommet med sin beslutning, siger Maria Croon, administrerende direktør i Svensk Travsport til forbundets hjemmeside.
STAD meddeler også, at Propulsion forbydes at starte i løb fremadrettet, ligesom ejeren Stall Zet nu skal tilbagebetale de præmiepenge, som hesten har indløbet. Dette havde indtil nu være udskudt, inden sagen fandt sin afgørelse.
– Vi vil ikke have, at noget lignende skal ske igen, og vi har gennemgået tusindvis af import for at sikre, at dette er den eneste sag af sin art. Når det er sagt, kunne denne særlige sag have været håndteret anderledes af Svensk Travsport.
– Vi gennemførte også en intern undersøgelse, der blev præsenteret i oktober sidste år, hvor der var behov for at udvikle vores rutiner og interne processer. Det er noget, vi har taget meget alvorligt og arbejdet med siden, afrunder Maria Croon.
Hele afgørelsen kan læses her.