Pressemeddelelse fra stutteri Disney
Jeg har benyttet påsken til at reflektere over dommen fra Retten i Lyngby, indleder Kjeld Gregersen/Stutteri Disney i en pressemeddelelse, der er sendt til Travet.dk.
Med dommen blev det fastslået, at DTC ikke med henvisning til en regel i forbundets løbsbestemmelser kan afskære en part fra at få efterprøvet en afgørelse fra Løbsdomstolen vedrørende et meddelt startforbud ved de almindelige domstole.
Dette er en stor principiel sejr for mig i almindelighed og for dansk travsport i særdeleshed, idet det følger af dommen, at fremtidige parter i medicin- og behandlingssager mod DTC dermed er sikret muligheden for en uafhængig og betryggende sagsbehandling uden for DTC’s eget regi. Det synes jeg er meget glædeligt.
Opmuntret heraf har jeg derfor efter nærmere overvejelser besluttet, at jeg ønsker at få afprøvet ved Østre Landsret, om det virkelig kan passe, at der efter DTC’s løbsbestemmelser kan meddeles startforbud for brud på karenstidslisten (B-listen) i en situation, hvor karenstiden for det pågældende præparat er overholdt.
For mig at se giver det ikke mening.
Jeg ønsker derfor at anke dommen, og jeg har som følge heraf instrueret mine advokater om at indlevere ankestævning til Østre Landsret.