Niki Dam

Bornholmske Niki Dam er en hårdtarbejdende ung mand. Det er en ung mand, som igennem mange år har været i travsporten, som også har hentet erhvervserfaring udenfor travsporten.

Foto – Torben Aager – Travfoto Bornholm.

Du har været i travsporten i efterhånden mange år. Der er givetvis en del, der ikke lige ved hvem du er på stående fod. Hvem er Niki Dam?

“Jeg er 26 år, og jeg er blevet født ind i travet. Mine forældre anskaffede sig deres første hest i slutningen af 80erne,og sporten har altid været en stor del af mit liv.

Jeg er oppe hos mine to heste hver dag for at passe og pleje dem.

Du har været både på Bornholm, men også haft et ophold på Sjælland. Er der forskel på, hvordan man eksempelvis gør tingene de to steder.

“I 2015 slog jeg teltpløkkerne op og flyttede til Sjælland. Her var hensigten, at jeg ville prøve mig af på egen hånd, da jeg var kommet ind på pædagoguddannelsen i Nykøbing.

Jeg ville samtidig gerne til trav, så en ven og jeg tog til Nykøbing Falster et par gange, og samtidig havde jeg mange fine oplevelser med travsporten på sjælland fra min ex svigerfamilie.

De havde hesten Simb Hacienda, som kom ned til Jens Arne Hansen, og her blev jeg taget fantastisk imod. Jeg lærte meget hos Jens Arne Hansen, og lærte hvordan man gjorde tingene hos ham.

Jeg har taget disse ting med hjem, og nu hvor jeg træner hestene oftere, så kan jeg træne dem på min måde. Jeg elsker at træne vores heste, og jeg har fået så fantastisk meget af sporten føler jeg.

Travsporten kan give en så meget som jeg ikke føler, andre sportsgrene kan.

Din familie har haft mange fine heste. Hvem har egentlig været den bedste, og hvad betød den pågældende hest for dig?

“Vores bedste hest vil for altid være Santana ås, vi får aldrig en som ham igen.

Mine bedste oplevelser er også med ham, alle tror med det samme at det må være golden League finale sejren, hvor han også vandt indledende så vi fik bonussen.

Jeg vil også gerne fremhæve, da mit idol Jeppe Juel kørte Santana Ås og vandt legende let uden. Jeg fik helt tårer i øjnene, da han bare fløj væk.

Har du aldrig gået og haft lyst til at køre løb selv, eller passer det dig bedre at stå for hesten som oppasser?

“Jeg har prøvet at tage licens, hvilket gik dårligt, og nu hvor min passion for travet er blevet endnu større, så vil det ikke være en god idé. Jeg kan også bedst lide at træne og se, hvor det fører hen.

Her kan man også direkte måle sit arbejde, og se om man gør tingene godt nok.