Laura Spuhr Jensen

Travet.dk har valgt at støtte op om sportens yngste. Det har vi gjort med kørebukser, hjelme og hvad der har været indenfor vores økonomiske rammer.

En af disse er Laura Spuhr Jensen, som kommer fra en familie, hvor hele familien i det daglige har noget med heste at gøre.

Hendes far Anders Helge er næstformand på Nykøbing Falster Travbane, og moderen Mette Spuhr Jensen, har i mange år været hesteejer samt oppasser.

Du kommer ud af en travfamilie, hvor din far, mor og søster er aktiv på forskellige planer. Hvad er det, der trækker i dig ved travsporten?

“Der er så mange ting der gør, at det er ponytrav der fanger mig. Spændingen, der altid er inden man skal i løb, eller når man er rundt på forskellige baner og starte.

Jeg synes også det er interessant at arbejde med heste. Jeg har samtidig fået nogle fantastiske venner igennem ponytravet, hvor jeg er rundt på de forskellige baner i løbet af et år.

Hvad er din største oplevelse med travsporten. Du har blandt andet været med et nordisk mesterskab, for år tilbage, hvor vores medie var så heldige at få sendt lidt billeder hjem til os.

“Jeg har deltaget tre gange i NM, og hver gang har det været en kæmpe oplevelse. Jeg vil fremhæve Finland, da vi skulle præsentere foran et kæmpe publikum, og se sig selv på kæmpe skærme rundt omkring var vildt!

Min største oplevelse i ponysporten, var der Käck, og jeg vandt DM for ponyer under 100 cm på hjemmebane sidste år. Det løb glemmer jeg aldrig.

Vi er stolte over du har lyst til at køre med vores navn på dine kørebukser. Betyder det overhovedet noget om de skrevne medier har fokus på ponysporten?

“Jeg synes det er godt at, der bliver skrevet lidt om ponysporten. Det giver mulighed for at øge synligheden, og det betyder at der måske kan komme nye unge mennesker til.

I går forrest omkring ponysporten, og det skal i have stor tak for.

Da Vinci Peak – Steen Juul

Din familie har haft heste i mange år. Hvad er status på dette netop nu?

“Vi har 3-årige Dirty Dancing, som er i træning ved Steen Juul, samt en part på Da Vinci Peak (billedet), der også er i træning ved Steen. Den 5/5 blev vores hingsteføl Great Dancing født.

Vi har en følhoppe i Ramona, og hun skal i fol til næste år igen.

Hvad er din drøm med travsporten?

“Min drøm er at få monté licens til travhestene, når jeg bliver gammel nok, fortæller Laura Spuhr Jensen.