Camilla Dueholm Svendsen

15-årige Camilla Dueholm Svendsen, gør i det daglige et stort stykke arbejde i familievirksomheden hos Skive-træneren Bent Svendsen.

Der er tale om en smilende, og imødekommende ung dame som man kan finde rundt om på de danske væddeløbsbaner, når Team BS er på tur.

Du er en del af en familievirksomhed, hvor alle hjælper til. Hvad er dine primære opgaver i Team BS?

“I stalden har jeg ikke ingen faste opgaver. Jeg både træner, passer og ordner heste som jeg også er med til løb.

Hvis der er mange, som skal trænes hjælper vi hinanden, så vi kan blive færdige, inden de skal ordnes. J

Jeg laver derfor lidt af hvert, for at få tingene til at gå op.

Travet.dk har de senere år været rundt hos forskellige trænere for at blive klogere på hvordan de gør tingene, og hvordan deres træningskoncept føres ud i livet.

Er der et bestemt træningskoncept hos Team BS?

“Vi bruger mest intervaller på ligeud bane hver 5. Dag. Her tilpasser vi det selvfølgelig, så det passer med hvornår den enkelte hest skal levere optimalt.

Du har kørt ponyløb, og har for nylig taget licens til de store heste. Hvornår ser vi dig i løb, og har resten af familien kommet med lidt gode råd?

“Jeg ved ikke hvornår i ser mig i løb, da jeg tager på efterskole, her efter sommerferien (d. 12. august), men jeg regner med at jeg skal til Fyn, den 10. August og ride prøveløb, inden jeg skal afsted.

Min familie har selvfølgelig givet mig gode råd, og dem har jeg taget til mig.

Er der nogle heste, der betyder eller har betydet mere for dig end andre, og eventuelt hvorfor?

“Min hest Sigurd, som jeg har sammen med Maria og Malte, betyder uendeligt meget for mig. Han har lært mig, det meste jeg kan, og han lærer mig stadig en masse ting. Han betyder meget for mig, fordi han er sød med alting, og ikke gør noget ondt med vilje.

Er travsporten noget, som du vil gøre til dit levebrød på sigt, eller er det en anden vej der trækker?

“Travsporten er ikke den vej jeg vil, men jeg vil gerne have det som hobby. Lige nu ved jeg ikke helt hvad jeg vil, nu skal jeg på efterskole og efterfølgende have en ungdomsuddannelse.

De andre, som har haft lyst til at deltage, har fået spørgsmålet om hvad deres bedste minde fra travsporten er. Har du et bedste minde fra travsporten?

“Mit bedste minde fra travsporten, må være da Sigurd vandt Liga 3 finalen i Aalborg d. 2. april 2017, fordi jeg ikke havde regnet med det, da der var mange gode heste med.

Camilla Dueholm Svendsen, har det seneste års tid deltaget med denne hjemmesides navn på bukserne, når hun har været rundt på landets baner. Det er noget, vi sætter stor pris på.